Jysk utilfredshed med sygehusregioner

Nordjylland vil være større, og Vejle vil med til den midtjyske sygehusregion.

Der er i Jylland en voksende utilfredshed med regeringens udspil til fem nye sygehusregioner.

I Vejle ønsker et flertal af politikerne at blive flyttet fra den sydlige region med det sydlige Jylland og Fyn til den i forvejen store midtjyske region for at skabe de bedste muligheder for Vejle Sygehus.

Samtidig er der en udbredt undren over, at den nye nordjyske sygehusregion befolkningsmæssigt er meget lille (570.000 indbyggere) sammenlignet med både den midtjyske region og den sydlige region, der begge har over dobbelt så mange indbyggere.

Det nuværende Nordjyllands Amt har kun fået tilført ca. 70.000 indbyggere fra Viborg Amt svarende til under en tredjedel af amtets indbyggertal, mens resten går til den midtjyske sygehusregion, der får næsten 1,3 mio. indbyggere.

Afstemning i Vejle

I Vejle har byrådet bestemt, at borgerne skal høres om tilhørsforholdet ved en afstemning, der gennemføres samtidig med valget til Europa-Parlamentet 13. juni.

Borgmester Flemming Christensen (SF) understreger, at det først og fremmest drejer sig om at sikre de bedste betingelser for Vejle Sygehus, både når det gælder opland og specialer.

Derfor har man sammen med Give, Nørre Snede, Tørring-Uldum, Hedensted og Juelsminde kommuner netop sendt et brev til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at overbevise ham om, at Vejle bør være med i den midtjyske region i stedet for den sydlige.

»Den deling, der er foreslået af regeringen, er den absolut mest uhensigtsmæssige og river sygehusoplande over. Alt tyder på, at vi bør gå nord på. Derfor forsøger vi at få indflydelse, mens det er muligt,« siger Vejles borgmester og tilføjer, at en anden sygehusregion ingen betydning får i forhold til det tætte erhvervssamarbejde i Trekantsområdet.

»Som det ser ud nu, er der kun lagt sygehuse ind i de nye regioner, og derfor kan vi fortsat arbejde sammen om erhvervsudvikling med vore nabokommuner. Det er noget helt andet, hvis man beslutter sig for, at de nye regioner skal have langt flere opgaver såsom erhvervsudvikling, planlægning, kollektiv trafik og miljø. I så fald vil vi også tage vores folkeafstemning op til revision,« siger Flemming Christensen.

Han mener dog også, at vejlenserne både handelsmæssigt, arbejdsmæssigt og sygehusmæssigt orienterer sig mere mod Århus end mod Odense.

Undren i Nordjylland

I Nordjyllands Amt undrer man sig over, at den kommende nordjyske sygehusregion kun er blevet tildelt de 70.000 nordligste og »fattigste indbyggere« fra Viborg Amt, som formanden for Nordjyllands Amts sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (S), udtrykker det.

»Inddelingen er nærmest katastrofal for Nordjylland. For det første kommer vi til at ligge op ad en meget stor region, og det giver i sig selv en ubalance, der vanskeliggør et ligeværdigt samarbejde. Desuden er det nordjyske sygehusvæsen, når det gælder specialer som kræft- og hjerteområdet, baseret på to tredjedele af indbyggerne i Viborg Amt, og det betyder, at vores underlag i de nye sygehusregioner rent faktisk bliver dårligere, end det er i dag,« siger Karl Bornhøft.

Han mener, at der er brug for mindst 700.000 indbyggere, og at hele Viborg Amt derfor burde lægges sammen med Nordjyllands Amt, hvis der bliver tale om rene sygehusregioner.

Viborgs amtsborgmester, Bent Hansen (S), ønsker foreløbig ikke at kommentere inddelingen.

axel.andersen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen