Børnenes optog
Der hersker fortsat en del tvivl i børnehaveklassen på Marielyst Skole i Gladsaxe om årsagen til fredagens kongelige bryllup.
Det er dagen før dagen, da fars og mors prinser og prinsesser skal fejre kronprins Frederik og Mary Donaldson med et æresoptog fra Frue Plads.
De 21 børn i børnehaveklassen på Marielyst Skole i Gladsaxe har gennem den seneste uge modtaget undervisning i kongelige forhold og traditioner og er parate til at flagre med vimplerne og promenere med det hjemmelavede banner, når tusindvis af børn onsdag ankommer til Rådhuspladsen for at hylde brudeparret med sang.
Specielt parat er den syvårige Jonas Berding, der bærer ridderkappe og sværd og synes værdig til en plads omkring kong Arthurs runde bord i Camelot. Fægteevner og fantasi fejler intet.
»Jeg tror, at han har guldtøj på og ankommer i en limousine,« siger han.
Pigerne i klassen tvivler ikke et sekund på, at kongelige da ankommer i en karet.
Sang med Sigurd
Før ankomsten til Rådhuspladsen og det længe ventede møde med virkelighedens prins og prinsesse skal børnene lytte på Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, der fortæller om brylluppet, og træne stemmebåndet i selskab med Sigurd Barrett.
Klasselokalet på Marielyst Skole dirrer af forventning. Børnene har selv lavet fint tøj og tegninger af papprinser og papprinsesser. Deres lærere bekymrer sig mest om, hvordan man skal holde styr på flokken i det store hav af børn, som forventes. Derfor har de til lejligheden flikket røde armbånd sammen, så børnene kan prikke voksne i nærheden på hoften og bede dem ringe til deres lærere.
»Vi har fortalt dem, at der kommer mange mennesker, og de fleste har forstået, hvordan alt dette med brylluppet hænger sammen. Det sværeste har været at forklare børnene, hvordan og hvorfor en kronprins engang bliver konge og så videre,« fortæller lærer Anette Petersen
Ægteskabets bånd
Da JP København kigger forbi, virker det tilsyneladende også, som om flertallet har vanskeligt ved at begribe konceptet ægteskab.
Det skyldes formentlig børnenes alder og ikke manglende indsats fra lærerne. Man når i hvert fald hurtigt frem til, at det hele hænger sammen i en eller anden underlig systematisk orden.
Isabella Villumsen viser i den forbindelse en udpræget forståelse for indremissionsk tankegang eller usædvanlig klarsynethed.
»De skal giftes, for ellers kan de ikke få børn,« lyder hendes begrundelse for kronprins Frederik og Mary Donaldsons store dag.
Flertallet fastholder den pragmatiske indgangsvinkel til spørgsmålet, men ser forskellige årsager. Pingo og den pæne australske pige skal da giftes, fordi de er forlovede, har købt ringe eller slet og ret er forelskede.