Flygtningenævnet afgør sag om formodet krigsforbryder
På grund af dansk efterforskning af en formodet krigsforbryder er en mand fra Burundi i livsfare, hvis han bliver nægtet asyl.
»De skærer hovedet af mig, hvis jeg vender tilbage«.
28-årige Christophe Nimpagaritse fra Burundi afleverer det kontante budskab med alvorlig mine. Han er hovedpersonen i en af Danmarks mest opsigtsvækkende asylsager.
Christophe Nimpagaritse frygter for sit liv, fordi han, som en af de første asylansøgere herhjemme, blev genstand for en efterforskning af krigsforbrydelser i 2001. Mistanken, om at han skulle have druknet 10 regeringssoldater i en latrine samt givet ordre til henrettelsen af ti ubevæbnede soldater, bortfaldt efter to års efterforskning af Statsadvokaturet for Særlige Internationale Straffesager.
Grund til frygt
Men på grund af den danske efterforskning er Christophe Nimpagaritses navn sat i forbindelse med krigsforbrydelser hos myndighederne i Burundi, og hans advokat og Dansk Flygtningehjælp mener derfor, at der er grund til at frygte for hans liv, hvis Christophe Nimpagaritse ikke får asyl.
»Det er kendt i asylsager, at hvis man har eksponeret den pågældende overfor hjemlandets myndigheder, så kan der ligge et faremoment, og vi ved, at han er blevet sat i forbindelse med forbrydelser i forbindelse med statadvokatens efterforskning,« siger advokat Gunnar Homann.
Udlændingestyrelsen finder ikke grund til bekymring. Styrelsen har indhentet oplysninger om sikkerhedssituationen i Burundi samt haft kontakt med myndighederne, og på den baggrund konkluderer Styrelsen, at der ikke er fare for Christophe Nimpagaritses liv.
Jurist Claus Juul ved Dansk Flygtningehjælp pointerer, at det er naivt at tro, at styret i Burundi er troværdigt.
»Det er jo ikke en retsstat, han skal sendes hjem til. Det er et land, hvor et liv ikke er meget værd, og det er klart, at hvis man ringer og spørger, om manden er i fare, så kan man ikke stole på svaret,« siger han.
Dansk Flygtningehjælp mener, at når Danmark som et led i sin efterforskning har eksponeret Christophe Nimpagaritse, må man også tage ansvaret for hans sikkerhed.
I søgelyset
»Myndighederne har jo sørget for, at han er kommet i søgelyset, og det er et brud på alle asylretlige grundprincipper. Når Danmark har valgt at bringe ham i fare ved at efterforske sagen, må man tage konsekvensen, og give ham en opholdstilladelse, når det har vist sig, at han er uskyldig,« siger Claus Juul.
I dag afgør Flygtningenævnet Christophe Nimpagaritses fremtid.