Hårde straffe for at banke mand ihjel
Tre mænd, der sidste sommer i Silkeborg i et veritabelt voldsorgie bankede den 56-årige Freddy Bednasz ihjel i hans hjem med blandt andet et koben, flere slags køller og en kompost-udlufter, blev tirsdag i Vestre Landsret i Viborg idømt strenge straffe.
Landsretten frifandt dem ganske vist for drab, som anklageren ellers havde påstået. Men den 38-årige Morten Stensbjerg blev i stedet af nævningetinget sammen med den 24-årige Michael Høgh-Nielsen idømt hver ni års fængsel for vold med døden til følge. Den tredje gerningsmand, den 23-årige Daniel Andersen, slap med fire års fængsel, fordi han kun havde deltaget i en mindre del af afstraffelserne.
Striden skyldtes beskyldninger om tyveri af en pung med 11.000 kr. De lange straffe skyldes, at der var tale om meget grov vold, som var foregået over længere tid mod en værgeløs mand i hans eget hjem. De dømte udbad sig alle betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen.
/ritzau/