Skolernes sommerferie rykkes en uge frem fra 2008
Skoleeleverne kan se frem til en varmere sommerferie. Det blev en kendsgerning, da Dansk Folkeparti tirsdag på et møde besluttede at følge de øvrige forligspartier bag folkeskoleforliget og flytte ferien en uge frem fra 2008, så den rager længere ind i august, hvor det i gennemsnit er to grader varmere end i juni.
Venstre, Konservative og Socialdemokraterne har hidtil været enige om at flytte ferien per lov, så første feriedag er den sidste lørdag i juni. Men den endelige afgørelse har ventet på Dansk Folkeparti, der ikke ville tage stilling, før folketingsgruppen havde diskuteret sagen.
- Vi er enige om, at når forslaget ikke har økonomiske konsekvenser, er vi parat til at rykke ferien for at få mere af det varme augustvejr, oplyser partiets uddannelsesordfører, Louise Frevert.
/ritzau/