Rockere anholdt for vold mod fængselsansatte
Tirsdag blev fire Bandidos rockere anholdt og sigtet for vold mod ansatte i Nyborg Statsfængsel. Ved flere episoder er de ansatte blevet overfaldet på deres privatadresser.
De fire mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør i Odense onsdag formiddag, oplyser chefkriminalinspektør Ole Højer Pedersen.
Mens Nyborg Politi har efterforsket fængselsoprøret og de voldelige overfald i selve fængslet, har Odense Politi i samarbejde med Svendborg Politi og Rigspolitiets Rejsehold efterforsket overfaldene uden for murerne.
De fire mænd er alle anholdt på Sjælland, men chefkriminalinspektøren vil af hensyn til efterforskningen ikke sige mere om, hvem de er, eller hvor de kommer fra.
Mændene er mistænkt for blandt andet at have forbindelse til overfaldet på fængselsinspektør Jens Tolstrup i november 2002.
/ritzau/