Glistrup forlader Fremskridtspartiet
Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, har meldt sig ud af det parti, som han selv dannede for over en menneskealder siden. Samtidig byder han sig til hos samtlige øvrige partier, hvis blot han kan få lov at blive folketingskandidat, skriver Nordjyske Stiftstidende tirsdag.
Mogens Glistrups udmeldelse falder umiddelbart efter, at han har tabt en retssag mod sit gamle parti. Han anlagde civilt søgsmål mod Fremskridtspartiet, som han mente skyldte ham godt 36.000 kroner for udgifter under valgkampen 2001, hvor han var kampagneleder.
Fremskridtspartiet nægtede at udbetale pengene til Glistrup, fordi han ikke havde kvitteringer for udgifterne, som blot var indskrevet i en regnskabsbog. Og retten i Aalborg har nu givet partiet medhold i, at Glistrup ikke har ret til pengene uden kvitteringer.
JP