Bunkere vækkes til live
Der er masser af ubenyttede betonbunkere i Danmark. Kulturarvsstyrelsen opfordrer til kreativitet, så længe man ikke har udpræget hang til dynamit eller hydrauliske hammere.
Et kanonfundament omdannet til en sommerhave. Fugtige vinkældre, redskabsskure og et lyserødt lysthus i massivt beton. Danskernes kreativitet kender ingen grænser, når det gælder om at puste nyt liv i fortidens 7.000 bunkere. Kulturarvsstyrelsens ekspert, museumsinspektør Svend Erik Albrethsen, har gennem de seneste år registreret et stigende antal eksempler på mærkværdige påfund.
»Det er helt fint, hvis folk kan finde ud af at bruge bygningerne til noget fornuftigt. Vi har klassificeret bunkerne som bevaringsværdige, og man må formode, at private initiativer øger opmærksomheden omkring dem,« siger Svend Erik Albrethsen og understreger, at det ikke er særlig overkommeligt at jævne en bunker med jorden.
Det registrerede man bl.a. i 2002 på Beldringe Flyveplads lidt uden for Odense. Hjemmeværnets sprængstof sendte bunkeren nogle få centimeter over jorden, men de jernarmerede betonelementer dalede hastigt på plads igen.
»Folketinget diskuterer med jævne mellemrum, om vi skal fjerne de danske bunkere. Planerne falder som regel til jorden, når politikerne bliver præsenteret for et overslag over omkostningerne,« siger Svend Erik Albrethsen, som er modstander af den slags ideer.
En del af historien
Bunkerne er ifølge ham en del af vores historie uanset deres arkitektoniske mangler. Dem forsøger danskere over hele landet som før nævnt at råde bod på. I Esbjerg har en mand f. eks. bygget sin villa ovenpå en bunker med et hul i siden, og benytter i dag bunkeren som garage. I Vangede ved København har en flok beboere omdannet et næsten hundrede år gammelt kanonfundament til sommerhave. Parasollen er placeret i betonrøret til kanonen, mens øllene holdes sikkert oprejst i en rende oprindeligt tiltænkt ammunition.
»Størstedelen benytter de gamle bunkere som redskabsskur eller vinkælder. På det seneste er de også blevet populære som øvelokaler, gallerier eller atelierer,« siger Svend Erik Albrethsen.
Han oplyser, at man ikke kan oprette folkeregisteradresse i en bunker. Den praksis er ellers populær i udlandet - specielt Frankrig.
»Man må heller ikke få fagfolk til at sprænge dem i luften eller gå amok med en hydraulisk hammer uden vores tilladelse,« siger Svend Erik Albrethsen fra Kulturarvsstyrelsen og oplyser, at der ellers hersker frit spil. Eneste krav er en bunker på Deres grund eller en lejeaftale med indehaveren.