Socialdemokratisk splid om kommunereform
Socialdemokratiske borgmestre mener, at S-toppen har lyttet for meget til amterne.
De socialdemokratiske borgmestre ligger langt fra partiets officielle linje i forhold til en kommunalreform.
Det viser en gennemgang af de socialdemokratiske høringssvar, hvor flere end ni ud af ti borgmestre anbefaler en model med mange opgaver til store kommuner på mindst 30.000 indbyggere og kun få opgaver til højest fem regioner, den såkaldte brede kommunemodel.
Hidtil har især Amtsrådsforeningens næstformand, amtsborgmester Bent Hansen, og kommunalordfører Ole Stavad tegnet partiets linje. Og deres meldinger har lagt sig tæt op ad en anden model, den brede amtsmodel. Her anbefaler man syv-otte stærke regioner og plads til kommuner på 20.000 indbyggere.
Formanden for de københavnske kommuner, Rødovres borgmester Erik Nielsen (S), kalder forskellen mellem partiets officielle linje og borgmestrenes holdning for et »helt klart problem«.
»Vi er dybt uenige. Jeg håber, at formand Mogens Lykketoft ikke læner sig for meget op ad Stavad og Bent Hansen. Vi føler, at amtsformændene og Bent Hansen har alt for stor indflydelse på partiets linje. Vi skal have den brede kommunemodel, som er det mest fremadrettede,« siger Erik Nielsen.
Bør lytte mere
Også Viborgs borgmester, Johannes Stensgaard (S), er betænkelig.
»Jeg er meget uenig i linjen. De burde lytte mere til, hvad deres folkevalgte politikere i kommunerne siger,« mener han.
De to stærke socialdemokratiske borgmestre, overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i København og Anker Boye i Odense, har i flere måneder ihærdigt argumenteret imod den brede amtsmodel, som de mener ikke er ambitiøs nok.
»Det vil være en forkølet løsning, hvis vi ender med syv-otte regioner. Jeg er tilhænger af den brede kommunemodel. Men jeg vil ikke i Jyllands-Posten give Lykketoft råd. Jeg ved, at han er en fremsynet mand,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
Hillerøds socialdemokratiske borgmester, Nick Hækkerup (S), afviser også den brede amtsmodel.
»Den ligger forholdsvis langt fra, hvad man ønsker i kommunerne. Vi skal helst ikke ende med kommunestørrelser, der godt kan fungere i dag og i morgen, men som på længere sigt er for små,« siger Nick Hækkerup.
Flere socialdemokratiske borgmestre har hæftet sig ved, at partiets formand, Mogens Lykketoft, umiddelbart efter, at Strukturkommissionen havde offentliggjort sin betænkning, lå tættere på borgmestrenes synspunkter, men at han siden tilsyneladende har bevæget sig over mod amtsmodellen.
Politisk ordfører Frank Jensen siger:
»Det er ikke overraskende, at borgmestrene går ind for den brede kommunemodel. Vi har forståelse for, at de ser verden fra deres vinkel. Men vi på Christiansborg skal sikre helheden, og med den brede kommunemodel risikerer vi at tabe de svageste grupper, fordi der er opgaver, kommunerne ikke kan løfte alene.«
Frank Jensen understreger, at den socialdemokratiske folketingsgruppe hverken er »gift« med Amtsrådsforeningen eller borgmestrene. Om den endelige linje siger han:
»Jeg tror, det ender med et miks af flere modeller.«