Jensby afviser Irak-undersøgelse
De hemmeligholdte efterretningsvurderinger om Iraks angivelige masseødelæggelsesvåben offentliggøres i dag. Oppositionen tvivler på, at alle oplysninger lægges frem, og kræver fortsat en uvildig undersøgelse.
Hjemvendt fra ferie i Frankrig vil statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag blive mødt med et massivt krav fra oppositionen om at iværksætte en uvildig undersøgelse af beslutningsgrundlaget for dansk krigsdeltagelse i Irak.
Selv om regeringen efter angreb på sin troværdighed i dag offentliggør hemmelige vurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), så rejser oppositionen på forhånd tvivl om de afklassificerede efterretningsoplysninger om Iraks angivelige masseødelæggelsesvåben.
»Vi vil få et selektivt uddrag af FE's rapporter med fortrolige passager, der vil være overstreget, fordi det er indhentet af udenlandske efterretningstjenester. Vi vil studere materialet, men det fjerner ikke vores pres på regeringen. Det er uhørt, at statsministeren i et af verdens ældste demokratier forsøger af slippe for en undersøgelse, når der er så stor tvivl om grundlaget for dansk krigsdeltagelse,« siger politisk ordfører Frank Jensen (S).
Nej til undersøgelse
Socialdemokratiet, SF, de radikale og Enhedslisten vil have nedsat en undersøgelseskommission, men det afviser forsvarsminister Svend Aage Jensby (V):
»Jeg har stadig svært ved at se baggrunden for en undersøgelse. Lad os nu se, efter at FE-vurderingerne offentliggøres,« siger Svend Aage Jensby.
Regeringen har flertal med Dansk Folkeparti for at afvise kravet om en undersøgelse.
»Det vil tage år at gennemføre og koste millioner af skattekroner uden noget formål. Alt tyder på, at den danske efterretningstjeneste ikke har haft selvstændige oplysninger, men det ændrer ikke på det danske grundlag for at gå i krig,« siger udenrigsordfører Peter Skaarup (DF).
Byge af spørgsmål
Oppositionen vil stille en byge af spørgsmål til statsminister Anders Fogh Rasmussen på et møde i Udenrigspolitisk Nævn i dag. Her vil FE-chefen, Jørn Olesen, give en redegørelse om de fremlagte rapporter om den hemmelige tjenestes løbende vurderinger af Iraks angivelige masseødelæggelsesvåben.
SF's formand, Holger K. Nielsen, forventer, at rapporterne vil bekræfte påstande fra den tidligere FE-ansatte Frank Søholm Grevil om, at regeringen misbrugte FE's vurderinger af, at der ikke var sikre oplysninger om, hvorvidt Irak havde operative masseødelæggelsesvåben.
Sikre beviser eller ej
»Vi er optaget af, i hvilket omfang rapporterne støtter eller svækker statsministerens argumentation om, at der var sikre beviser på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben,« siger Holger K. Nielsen.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har hele tiden fastholdt, at FE's overordnede vurdering frem til Irak-krigen var, at Irak sandsynligvis rådede over biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben. En vurdering, som oppositionen ikke bestred i folketingsdebatterne op til beslutningen om dansk krigsdeltagelse for et år siden.
Men Frank Jensen forsvarer, hvorfor han troede, at Irak sandsynligvis havde masseødelæggelsesvåben.
Troede på forsikringer
»Jeg var fuldstændig overbevist om, at når statsministeren sagde, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, så havde statsministeren klare beviser fra efterretningstjenesterne. Hvis der var tvivl i efterretningernes vurderinger, skulle statsministeren åbent have sagt det. En undersøgelse vil belyse, om regeringen har givet fyldestgørende og korrekte oplysninger om dens viden og argumenter for at gå i krig,« siger Frank Jensen.