Dansker sigtet for kvindedrab i Norge
En ca. 40-årig dansk mand, der sidder varetægtsfængslet i Aalborg, er ifølge det norske Dagbladets hjemmeside blevet sigtet for drabet på den 32-årige norske kvinde Gunn Merete Lode den 26. august 2001.
Den 32-årige vellidte kvinde blev dræbt med flere knivstik på Herikstadvegen i Bryne syd for Stavanger og blev tilsyneladende et tilfældigt offer for drabsmanden.
Politiet fandt dna-spor i forbindelse med drabet, og flere end 1200 personer blev dna-testet i et forsøg på at opklare forbrydelsen, ligesom dna-profilen blev sendt til Interpol. I sommer var politiet dog kørt fast, og efterforskningen blev trappet ned, selv om politiet aldrig opgav håbet om at finde gerningsmanden.
Onsdag gav henvendelsen til Interpol så pote, da politiet i Aalborg henvendte sig til kollegerne i Stavanger og fortalte, at man havde en mand siddende varetægtsfængslet, hvis dna-profil svarede til den eftersøgte. Det oplyser politiadvokat Karsten Monsen til det norske nyhedsbureau, NTB.
- Jeg kan bekræfte, at vi har en mand siddende i varetægt, som er mistænkt for en alvorlig forbrydelse i Norge, siger chefkriminalinspektør Aage Nørgaard, Aalborg, til Ritzau. Han ønskede torsdag aften ikke at komme nærmere ind på, hvad manden er sigtet for i Danmark.
/ritzau/