S og SF anklager Jensby for misbrug
Socialdemokratiet og SF er fortørnede over, at regeringen tager Folketingets kontroludvalg for efterretningstjenesterne til indtægt for, at regeringen ikke har fiflet med oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om Saddam Hussein påståede masseødelæggelsesvåben.
Samtidig kritiserer de to oppositionspartier Dansk Folkeparti for at misrøgte Folketingets pligt til at holde snor i, om regeringen siger sandheden til befolkningen.
I et klagebrev til forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) forlanger Socialdemokratiet og SF, at han trækker sin påstand tilbage om, at udvalget har blåstemplet regeringens brug af FE.
"Vi kan og vil ikke tages til indtægt for regeringens antydning af, at vi dermed er enige i regeringens fortolkninger af FE's vurderinger," skriver de i brevet.
/ritzau/