Professor: Fogh spiller højt spil med troværdigheden
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) spiller højt spil med sin troværdighed, vurderer professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock.
Statsministeren affejede onsdag blankt den fyrede FE-ansatte Frank Søholm Grevils påstande om grundlaget for Irak-krigen, og ifølge retorikeksperten skader statsministeren sig selv i højere grad, end oppositionen kan skade ham.
Uklogt at affeje fyret officer
"Anders Fogh Rasmussen kommer med en blank affejning af officeren og siger, at man ikke diskuterer med en fyret medarbejder - i stedet for at erkende, at der på en måde kan være noget om det, manden siger. For eksempel kunne Anders Fogh Rasmussen have sagt, at der var forskellige mulige fortolkninger eller nuanceforskelle i forhold til de forskellige rapporter fra efterretningstjenesten, men han siger, at der ingenting er at komme efter, og det er ikke klogt," siger Christian Kock.
Blair-argumentation utroværdig
Han fremhæver, at Storbritanniens premierminister Tony Blair har kørt nøjagtig samme linje med, at der ikke er noget at komme efter, og at Blair altid fører sig frem som uskyldsren duksedreng.
Ifølge Christian Kock er svagheden ved den argumentation, at det virker utroværdigt:
"Folk tror ikke på, at det kan passe, at nogen altid har 100 procent ret og aldrig har gjort nogen fejl. Vi kender ingen, der er sådan. Og politikere, der optræder, som om de er sådan, virker som et kunstprodukt."
/ritzau/