Debitel ændrer kurs
Efter massiv kritik fra afviste kunder og samarbejdspartnere ændrer Debitel forretningspolitik. Nu er beboere i Mjølnerparken velkomne i kundekredsen.
Siden Debitel tirsdag til JP København gav udtryk for, at kunder med adresse i Mjølnerparken er uønskede, har selskabet befundet sig i et sandt stormvejr. Pressetalsmanden er sat fra bestillingen, direktøren har selv overtaget kontakten til pressen og har i flere medier afvist, at beboere fra Mjølnerparken er uvelkomne i selskabets kundekreds.
I dag siger han undskyld.
»Vi er kommet med nogle meget uheldige udtalelser. Det beklager jeg meget,« siger Debitels administrerende direktør, Per Nielsen.
Men medieblæsten er nået ind på skrivebordet hos en af selskabets store samarbejdspartnere, Coop/Danmark.
Her rækker en undskyldning ikke.
Informationsdirektøren har i går afsendt en skarp henstilling til Debitel.
»Vi møder jævnligt lignende problemer med teleselskaberne. Derfor har vi i denne henstilling indskærpet over for Debitel, at kreditvurdering på bopælsadressen alene ikke er acceptabelt, men en helt urimelig behandling af vore kunder,« siger Coop/Danmarks informationsdirektør, Jens Juul Nielsen.
Altså en utvetydig irettesættelse fra Coop/Danmark, der står bag butikskæderne Superbrugsen, Kvickly og Dagligbrugsen, som forhandler Debitels teleprodukter.
Tilliden er bristet
Debitels samlede ledelse har allerede de seneste dage arbejdet på højtryk for at finde en vej ud af stormvejret.
En ting står nemlig fast: Kundernes tillid skal genoprettes. Det blakkede image skal væk, det samme gælder medierne.
»Ser man på finansieringsselskaber og forsikringsselskaber, må vi konstatere, at det er mere politisk korrekt at kreditvurdere ud fra bopælskriteriet. Når vi som teleselskab har bopælen inde i vores samlede vurdering af nye kunder, er det åbenbart ikke politisk korrekt. Det har vi taget til efterretning,« siger Per Nielsen.
Selskabet har på rekordtid etableret en ny plan, som søsættes den 1. maj.
Der er tale om så markante ændringer, at det mest ligner en reform.
Per Nielsen vil ikke ind på detaljer, men siger, at selskabet fremover helt ser bort fra adressen og udelukkende kreditvurderer på baggrund af kundernes økonomi og tidligere betalingsadfærd.
»Vi har fundet frem til et system, så vi fremover helt undlader at bruge bopælskriteriet som parameter, når vi kreditvurderer vores kunder,« siger Per Nielsen.
Han understreger, at det er vigtigt med forsigtighed. Selskabet omsætter for 1 mia. kr. om året, men tabet kravler op på omkring 10 mio. kr.
Budskabet er nået ud i Mjølnerparken.
»Vi kan kun være tilfredse med, at man har opgivet at straffe os kollektivt,« siger formanden for beboerforeningen i Mjølnerparken, Mohammad Aslam.