Dan Lynge-sagen indledes i dag

Er han en fantast, er han sendt i byen af rockermiljøet, eller er han en bombe under de højest placerede juridiske embedsmænd i Danmark? Undersøgelsen af Dan Lynge-sagen indledes i dag.

Da en tidligere rocker i foråret 1991 kontaktede politets særlige rockerenhed på Kochsvej i Frederikssund, havde ingen forventet, at sagen 13 år senere kunne blive en bombe under en række af landets førende embedsmænd og topjurister.

Spørgsmålet er, om eks-rockeren Dan Lynge er en fantast eller en løgnhals sendt i byen af rockermiljøet - eller om det er sandt, når han siger, at han ulovligt har fået straffrihed for særdeles grove forbrydelser mod at give politiet oplysninger om rockermiljøet op gennem 1990'erne.

I dag indledes den undersøgelse, der skal forsøge at finde svar på de mange spørgsmål i sagen.

De kommende måneder skal blandt andre statsadvokaten for Sjælland, Erik Merlung, Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen samt tidligere rigspolitichef Ivar Boye afgive forklaringer for kommissionen. Desuden skal Dan Lynge selv samt hans kontaktperson i politiet, pensioneret kriminalassistent Tonni Christensen, give deres version af sagen.

Straffrihed og penge

Kommissionen skal kort fortalt finde ud af, om Dan Lynge ulovligt fungerede som politiagent i første halvdel af 1990'erne ved aktivt at begå ulovligheder for at hive oplysninger ud af rockermiljøet mod til gengæld at få straffrihed og penge.

Ifølge eks-rockeren var motivet for at gå til politiet, at hans familie var truet. Dan Lynge var - af ukendte årsager - røget i såkaldt Bad Standing hos Hells Angels, og han følte, at familien var truet på livet.

Den særlige rockerenhed tog imod ham med kyshånd. Den pumpede ham for både historiske oplysninger om rockermiljøet - og siden om aktuelle oplysninger. I 1994 blev Dan Lynge nemlig medlem af den rivaliserende gruppe Bandidos på Falster. Selv om chefkriminalinspektør Per Larsen, Københavns Politi, i 1995 stoppede samarbejdet med Lynge, fortsatte kontakterne på »halvofficiel vis«, som politiet har formuleret det.

Oplysninger fra Dan Lynge til politigruppen i Frederikssund, der udover politifolk fra Hovedstadsområdet også bestod af Rigspolitiets rejsehold, var så sensationelle, at man valgte at gå til statsadvokat Erik Merlung .

Kilder har tidligere sagt til Jyllands-Posten, at hvis Merlung har givet Dan Lynge straffrihed, så har han sørget for at have sin ryg fri ved at gå til rigsadvokaten. Dengang var rigsadvokaten Asbjørn Jensen, som nu er dommer i Højesteret. Kilderne peger på, at han angiveligt har givet oplysningerne videre til Justitsministeriet.

Jyllands-Posten har også beskrevet, hvordan politifolk fra Frederikssundsgruppen personligt afleverede et tresiders notat om sagen til daværende rigspolitichef Ivar Boye. Han ville bringe det videre til ledelsen i Justitsministeriet, hvilket kan være departementschef Michael Lunn eller daværende justitsminister Hans Engell (K).

Lynge trådte frem

Da Dan Lynge valgte at offentliggøre sin historie i Ekstra Bladet og TV2 i maj 2002 indledte statsadvokaturen for København en undersøgelse. Vicestatsadvokat Karen-Inger Bast bad undervejs Erik Merlung om en forklaring, men efter flere måneders betænkningstid, meldte Merlung tilbage, at han blot havde en »dunkel spontan erindring« om forløbet.

Stort set alle højt placerede aktører i sagen har ligeledes - offentligt - lidt af hukommelsessvigt. Til gengæld belastes de af dagbøger, som er skrevet af politifolk længere nede i systemet, der havde nære kontakter til både Dan Lynge og topjuristerne.

Et helt andet spørgsmål i sagen er, hvorfor Dan Lynge har offentliggjort sin historie. Blandt andre har Glostrups politimester Jørn Bro antydet, at Dan Lynge er sendt i byen af rockermiljøet for at skade politiet og anklagemyndigheden. I politiet undrer man sig nemlig over, hvordan Dan Lynge kan gå frit omkring, når han har erkendt at have sladret om sine tidligere kammerater i rockermiljøet.

carsten.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.