Dyrup snyder på vægten
Dyrup, der er en af landets største malingproducenter, har snydt på vægten ved salg af tonede malinger.
Virksomheden, der sidste år havde en nettoomsætning på 400 mio. kr. i Danmark, afviste i første omgang klager om manglende maling i bøtterne. Først da Jyllands-Posten og TV 2's forbrugermagasin 16½ gik ind i sagen med opmålinger fra Teknologisk Institut som dokumentation, indrømmede Dyrup, at der mangler maling i en række produkter.
Ifølge Teknologisk Instituts undersøgelser af to Dyrup-produkter til 427,95 kr. og 607,95 kr. manglede der henholdsvis 1,2 og 2,5 dl i forhold til varedeklarationen.
Det undskylder Sten Chrisdam, salg- og marketingdirektør i Dyrup:
»Det kan selvfølgelig ikke passe, at nogle kunder forlader butikken med 2,13 liter i stedet for 2,25 liter uden at vide det. Det er ikke god forbrugeroplysning.«
Han vil ikke oplyse, hvor meget maling Dyrup har solgt med misvisende varedeklaration, og Dyrup vil ikke give økonomisk kompensation for den manglende maling i allerede solgte spande.
Forbrugeren, som i flere omgange klagede til Dyrup og først fik medhold, da Jyllands-Posten og 16½ gik ind i sagen, har fået 1.120 kr. tilbage.
Sten Chrisdam afviser, at der har været tale om bevidst snyd med indholdet fra Dyrups side.
»Det er udelukkende et spørgsmål om, at vi skal være mere præcise i vores varedeklaration, og det retter vi nu,« siger han.
Forbrugerrådet opfordrer kunder til at forlange penge tilbage, hvis der mangler maling i bøtterne.