SR imod ren kommunal jobformidling
Hverken Socialdemokraterne eller De Radikale vil være med til at give kommunerne hele ansvaret for jobformidlingen, sådan som regeringen har i sinde.
Det oplyser de to partiers arbejdsmarkedsordførere til Ritzau.
Der vil ikke - mener de to oppositionspartier - komme en ensartet og effektiv service ud af at samle arbejdsformidlingen til såvel bistandsmodtagere som dagpengemodtagere i kommunale jobcentre, som så skal finde job i samarbejde med blandt andre private jobfirmaer og a-kasser. I stedet bør arbejdsformidlingen samles på kontorer, som kommunerne og det nuværende AF-system driver i fællesskab, sådan som der gøres forsøg med et halvt hundrede steder i landet, anfører S og R.
Begge partier påpeger, at kommunerne indtil nu har haft en meget forskelligartet forvaltning og service for jobtræning og jobformidling af bistandsmodtagere.