Gøg og nattergal tidligt til Sydhavsøerne
To forårsbebudere er ekstraordinært tidligt på færde på Sydhavsøerne i år. Inden for de sidste par dage er der hørt både gøg og nattergal, og det er tre uger før normalt, rapporterer journalist og fuglekigger Niels-Jørgen Thortzen fra Nykøbing Falster.
Anden påskedag blev gøgen hørt på Sildestrup Strand på Falster, og natten til onsdag sang nattergalen ved Kettinge Sø på Østlolland.
- Det er formentlig varme luftstrømme fra sydøst, der har ført dem herop, siger Niels-Jørgen Thortzen.
I Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er biolog Knud Flensted en smule forundret.
- Hvis en nattergal synger nu, må det være en sydlig nattergal, som er en anden art, der synger lidt anderledes. Og at høre gøgen anden påskedag er også usædvanlig tidligt, siger Knud Flensted.
/ritzau/