Skoleelever lærer dansk på mobilen
Lad bøgerne ligge i tasken og tag mobiltelefonen op af lommen i stedet. Det kan blive virkelighed for eleverne i de ældste klasser i Nordsjælland, når de skal lære noget om kriminalgenren i dansktimerne, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Amtscentret for Undervisning tilbyder i samarbejde med spilfirmaet Art of Crime en uges projektarbejde, hvor sms'er på mobiltelefonen er en aktiv del af undervisningen.
Projektet er et rollespil bygget over en kriminalgåde, som kombinerer mobiltelefonen, computeren og de traditionelle undervisningsmidler, bøgerne. Det bliver præsenteret i dag, når 100 lærere, IT-vejledere og skolebibliotekarer fra hele amtet mødes til IT-vejledernes dag.
"Eleverne er meget motiverede, fordi sms'en er deres medie. Det er begrænset, hvor meget man kan skrive i en sms. Derfor lærer eleverne at formidle en tekst kort og præcist, og det stiller store krav til deres formuleringsevner," siger Mikkel Weider, leder af Art of Crime.
JP