Det er forår, og kunsten springer ud
Foråret har inspireret 11 kunstneriske sværvægtere til at springe ud i blomst. Værkerne kan ses i Jyllands-Postens udstillingslokale på Kgs. Nytorv fra i dag.
Kunstnerne er vidt forskellige, det samme er værkerne, som de 11 garvede kunstnere har lavet til udstillingen "I det grønne".
Tilsammen skal udstillingen give et stemningsbillede på foråret, der er på vej lige nu, og som hvert år på forunderlig vis overrasker og glæder os med en uendelig variation af blomster og grønt.
De 11 kunstnere har valgt hver en blomst til inspiration, men da billedhugger Bjørn Nørgaard i går mødte op for at gøre sit værk færdig på stedet, måtte han beklage, at hans solsikker ikke var sprunget ud.
I stedet er solsikkerne erstattet af små bonsailignende buske af ubestemmelig herkomst.
Værket beholder imidlertid sit navn og mål, og to timer før ferniseringen er Nørgaards assistent Henrik Keil Hansen i gang med at hælde 150 liter sirup over buskene, der står i et akvarium.
Derover skal hældes mælk og øverst, skal værket lukkes med et lag flydende voks.
Billeder på konflikter
Akvariet står på 12 jernstænger, der symboliserer Israels 12 slægtsmæssige grundstammer.
»Man siger om Israel, at det flyder i mælk og honning, men lige nu flyder det mest i noget helt andet. Måske kan man snarere sige, at Israel er ved at drukne sig selv i mælk og honning. Landet er ved at spærre sig selv inde på grund af konflikterne med omverdenen. Jeg kan godt lide at bruge billeder til at tænke med. Lave billeder, der opløser konflikten og gør den til noget andet. Gør vi ikke det, kommer vi aldrig ud af den rodebutik,« siger Bjørn Nørgaard, mens han spændt afventer, hvad der vil ske, når siruppen dækker buskene.
De bliver stående, og mælken lægger sig som et jævnt lag oven på siruppen.
Hans værk udstråler hverken blomster eller forår, men spørger man idémanden til udstillingen, maleren John Davidsen, så er maleriet "Frokost i det grønne" af Manet faktisk inspirationen til udstillingen. Fjerner man frokosten, så har man navnet "I det grønne".
Et varsel om forår
På plakaten til udstillingen er herrerne mere eller mindre afklædte efter eget valg, og de to kvinder er klædt i pels. Lige modsat Manets billede, hvor kvinderne er afklædte, og herrerne er påklædte.
»Billedet indvarsler foråret, hvor alting går i blomst - og det gør vi altså også,« siger John Davidsen, der sammen med Jan Hartmann Mogensen har nydt at lave en udstilling, hvor kunstnerne ikke tilhører nogen kunstnergruppe eller har noget særligt til fælles ud over at være sammen i de 14 dage, de samles om foråret.