Optræk til ballade i Fristaden
Politiet har informationer om, at grupper af kriminelle vil organisere større konfrontationer med politiet for at få dem til at forlade Fristaden. I går kom det i et par timer til sammenstød mellem unge og politiet. 12 blev anholdt.
En gruppe af arbejdsløse hashhandlere, unge indvandrere og folk fra det kriminelle miljø på Amager planlægger i øjeblikket en åben konfrontation med politiet for at provokere ordensmagten til at blive væk fra Christiania.
»Der er nogle, der ser en interesse i konfrontation med politiet, og jeg har informationer om, at der i øjeblikket finder en organisering sted. Det er selvsagt en udvikling, vi følger nøje,« siger lederen af narkoafdelingen ved Københavns Politi, kriminalinspektør Ole Wagner.
Da politiet for nylig ryddede Pusher Street, gik man efter 58 navngivne pushere. Men på politiets liste over folk, der arbejdede i hashgaden, er fortsat 61, der endnu ikke er blevet sigtet.
»En del af dem, kan vi uden videre sigte for handel med hash. Det er klart, at hvis det er dem, der er involveret i organisering af uro, så vil vi gå efter dem,« siger Ole Wagner.
Betjente blev fanget
Den første alvorlige konfrontation siden rydningen af Pusher Street kom tirsdag eftermiddag, da en gruppe betjente blev fanget i værtshuset Abegrotten.
Ifølge politiet havde betjentene set, at der blev solgt hash, og gik derfor ind for at stoppe handelen.
Men hurtigt forsamledes mellem 100 og 120 unge udenfor.
De unge begyndte at kaste med sten, så de ca. 20 betjente i Abegrotten måtte tilkalde forstærkninger, hvorefter balladen begyndte. 12 personer blev anholdt - to af dem sigtet for vold mod politiet. Ifølge øjenvidner på Christiania var der tale om en hård anholdelse af en mand, der sad og røg en joint. Christianitterne sagde, at den anholdte blev lagt i benlås og blev slået, hvilket fik de øvrige gæster i Abegrotten til at slås med politiet.
Sammenstød fortsatte
Efter den første konfrontation fortsatte sammenstødene mellem politiet og forskellige grupper af unge og ballademagere i et par timer. Grupper af civile betjente pillede folk ud af mængden og anholdt dem, og hver gang førte det til fornyet uro, tilråb, piften, skubben og enkelte gange stenkast.
De civile betjente blev fulgt rundt på Christiania af små grupper af mennesker, der ivrigt kommenterede og hånede deres handlinger.
Stemningen var ond det meste af eftermiddagen, og de negative tilråb og ytringer over for de mange uniformerede betjente var talrige.
»Hvorfor skrider I ikke bare ud af vores by?« råbte en yngre kvinde, der krydsede Pusher Street på cykel.
Chefpolitiinspektør Kai Vittrup, Københavns Politi, siger til JP København, at episoden tirsdag eftermiddag ikke giver anledning til ændringer i politiets strategi.
»Bemandingen og planerne for Christiania tager netop højde for den slags episoder. Vi tror ikke, at den hellige grav er velforvaret. Sådan noget som i dag vil ske, men så kan vi lynhurtigt være der. Alternativet er at have 70-100 mand derude konstant og den slags besættelse ønsker vi ikke,« siger Kai Vittrup.
Politiet opretholdt ved redaktionens slutning er mindre styrke på Christiania.