Nye oplysninger om aftalt spil i Thor P.-sag
Mistanker om aftalt spil mellem de daværende partifæller Thor Pedersen og Peter Brixtofte om driften af plejehjemmet Lillevang i Farum er blusset op igen efter næsten et års stilhed.
Finansminister Thor Pedersen (V) risikerer, at hans engagementer i Farum i tiden som direktør for Jydsk Rengøring (JRS) bliver indbragt for Klagenævnet for Udbud.
Konkurrencestyrelsen vurderer forløbet op til JRS' overtagelse af driften af Lillevang i 1999 som så betænkeligt, at Københavns Statsamt nu overvejer at forfølge sagen ved klagenævnet.
»Vi regner med at have en afklaring efter påske,« siger statsamtmand Bente Flindt Sørensen.
I en vejledende udtalelse til statsamtet skriver Konkurrencestyrelsen, at forløbet »synes at understøtte indikationen af, at kommunens ledelse allerede forud for modtagelsen af tilbuddene havde indstillet sig på at tildele ordren til JRS«, og at: »kommunen synes ikke at have haft en saglig begrundelse for inden kontrakttildelingen aktivt at have inddraget JRS i det omfang, som det efter det foreliggende er sket.«
Mistanken om aftalt spil opstod sidste år, da det i Jyllands-Posten kom frem, at JRS i 1998 var med til at ansætte medarbejdere til Lillevang, flere måneder inden driften af plejehjemmet blev sendt i udbud.
Efter selv at have undersøgt sagen sendte det tidligere tilsynsråd i december sidste år det indsamlede materiale til Konkurrencestyrelsen.
Materialet indeholder blandt andet to referater af interviews, som rådet lavede med den tidligere ældrechef i Farum Kommune, Lone Puge. Hun har udtalt sig under strafansvar og efterfølgende godkendt referaterne.
Lone Puge har blandt andet forklaret,
{rptrf} at Jydsk Rengørings deltagelse i jobsamtalerne skulle holdes hemmelig over for det konsulentfirma, der hjalp Farum med at udarbejde licitationsmaterialet,
{rptrf} at hun til en spørgetime om udliciteringen for interesserede firmaer skulle lade som om, at JRS' udviklingschef Karen Schur var på Lillevang for første gang, selv om hun havde »haft sin gang på Lillevang, blandt andet i forbindelse med jobsamtalerne«,
{rptrf} at Lone Puge ikke fik noget pålæg om, at Jydsk Rengøring skulle vinde udbuddet, men »det lå hele tiden i luften«.
I 1999 firdoblede Brixtofte og Thor Pedersen aftalen, uden at andre konkurrenter fik lov at komme på banen. Konkurrencestyrelsen konkluderer, at denne aftale ikke synes »at være indgået i overensstemmelse med EF-Domstolens krav om "en passende grad af offentlighed"«.
Det var fredag ikke muligt for Jyllands-Posten at træffe Thor Pedersen for en kommentar, men til Ekstra Bladet siger han:
»Det er i enhver henseende fuldstændig forkert, at der var tale om aftalt spil mellem Jydsk Rengøring og Farum Kommune.«