38-årig fængslet for manddrab
En 38-årig mand blev fredag varetægtsfængslet i 27 dage med 13 dage i isolation. Manden er sigtet for at have dræbt den 60-årige Jørgen Bøgeskov med talrige slag med et stumpt instrument i hans hjem på Amager den 6. marts.
Liget af Jørgen Bøgeskov blev dog først fundet den 22. marts af en kvindelig bekendt.
Den tiltalte nægter sig skyldig, og på grund af den videre efterforskning krævede og fik anklageren lukkede døre.
- Vi regner med, at der er nogle tyvekoster, som vi endnu ikke har fundet. Vi ved endnu ikke præcist, hvad der er blevet stjålet, eller hvor tyvekosterne er, og derfor bliver vi nødt til at holde kortene tæt ind til kroppen indtil videre, siger chefen for drabsafdelingen i Københavns Politi, kriminalinspektør Ove Dahl.
Politiet mener, at det ligger et økonomisk motiv bag drabet på Jørgen Bøgeskov.
Politiet kom på sporet af den 38-årige, der tidligere har handlet antikviteter med Jørgen Bøgeskov, efter en henvendelse fra offentligheden og gennem undersøgelser af gerningsstedet.
/ritzau/