Multidata: Vi undgår skattekaos
Forårspakkens nye skattelettelser vil ikke volde det frygtede kaos. Danskerne skal nok få de rigtige fradrag til tiden.
Det lover Multidata, der administrerer lønnen for langt over halvdelen af de danske virksomheder.
Det har vakt bekymring, at regeringen vil have udstedt nye skattekort til alle danskere inden sommerferien, når forårspakken træder i kraft med fremrykkede skattelettelser og en midlertidig suspension af SP-opsparingen.
Der skal udsendes mere end to mio. nye skattekort, hvilket kan give regnskabsmæssigt kaos i lønningskontorer for slet ikke at tale om Told & Skat.
Men efter forhandlinger mellem Skatteministeriet, Told & Skat og Multidata, lover det bankejede Multidata, som håndterer lønsystemer for mere end 80.000 virksomheder og deres 1,3 mio. ansatte.
»Skatteministeriet har lovet at sende skattekortene elektronisk direkte til Multidata, og disse elektroniske skattekort kommer samtidig i en form, som vi let kan integrere i vores lønsystemer. Endelig kan vi centralt tilpasse vore beregningssystemer til de nye skatteregler,« siger direktør Bent Jensen, Multidata.
Konti findes ikke
Bekymringerne for et lønmæssigt kaos i forbindelse med de nye skattekort er ellers ikke blevet mindre efter, at det er kommet frem, at de netop udsendte selvangivelser flere steder i landet har voldt problemer.
Skattevæsnet betaler evt. overskydende skat direkte ind på det kendte kontonummer, som er fremgået af forskudsopgørelse og af selvangivelse.
En række danskere har imidlertid ikke været opmærksomme på at tjekke kontonummeret. Derfor er overskydende skat i en del tilfælde sat ind på konti, der ikke længere eksisterer.