Københavnerne får to nye svømmehaller
Til næste år begynder byggeriet af et vandkulturhus i Valby Idrætspark og et helt nyt Bellahøj Bad.
Bellahøj Friluftsbad er i dag i en så miserabel forfatning, at det stort set kun er presset fra vandmasserne, der forhindrer det godt 46-årige gamle anlæg i at brase sammen.
Sådan lød det på Københavns Rådhus i går, hvor overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) sammen med budgetpartnerne SF, de radikale, de konservative og CD præsenterede planerne for to nye svømmehaller. Bellahøj Friluftsbad skal rives ned til fordel for en ny og formentlig overdækket svømmehal med et 50 m bassin, mens der i Valby skal bygges et vandkulturhus med alternative bassinformer i forbindelse med den lokale idrætspark.
»Bellahøj er en "gammel dame", der bærer præg af at have stået ude i al slags vejr siden 1958. Der er ingen slinger i valsen. De to svømmehaller bliver bygget,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
De radikales gruppeformand, Klaus Bondam, påpeger, at 60.000 borgere i Valby får glæde af det kommende vandkulturhus, mens der er et dobbelt så stort befolkningsgrundlag til et nyt Bellahøj Bad:
»Københavnerne er begyndt at smide tøjet i disse år og hoppe i vandet. Det gør de i havnebadene, det kommer de til i den nye Amager Strandpark, og det kommer de nu til at kunne i de to nye svømmehaller,« siger han.
Københavns Kommune halter gevaldigt efter med vedligeholdelsen af idrætsanlæg.
»Derfor kan to nye svømmehaller virke som en dråbe i havet. Men vi skal begynde et sted,« siger Helle Sjelle (K).
Vil sælge grunde
De tilsammen godt 230 mio. kr. dyre byggerier skal efter planen gå i gang i slutningen af 2005.
Finansieringen skal ske via de 141 mio. kr., som kommunen har sparet ved at få en ny IT-leverandør, salg af arealer i Valby Idrætspark og andre grunde samt eventuelle tilskud fra fonde.
Enhedslisten er skeptisk over for, hvilke arealer i idrætsparken og grunde i kommunen man agter at sælge.
»Det er tumpet, hvis man f.eks. begynder at fjerne fodboldbaner eller andre idrætsfaciliteter. Så det vil vi gerne se lidt nærmere på,« siger Jens Kjær Christensen (EL).
Han mener ikke, at placeringen af svømmehallen i Valby er optimal.
»Den burde ligge på F.L. Schmidt-grunden ved Toftegårds Plads, som er et trafikalt knudepunkt og ligger tæt ved stationen,« siger Jens Kjær Christensen.
Lang venteliste
Kulturborgmester Martin Geertsen (V) finder det positivt, at både den organiserede og uorganiserede del af svømmesporten får et løft.
»Det er et af de steder, hvor der er behov for en indsats. 230 mio. kr. lyder af mange penge, men det rækker ikke langt i forhold til, at vi står med flere end 20 idrætsanlæg i København, hvor vandet er ved at løbe ud af bunden, eller taget er ved at falde ned. Der er et stort og akut behov for vedligeholdelse, hvis anlæggene ikke skal bryde helt sammen,« siger han.
Der findes i dag hverken en svømmehal - eller svømmeklub - i Valby, men på den anden side af kommunegrænsen har Hvidovre Svømmeklub flere end 150 personer på ventelisten. Klubbens formand, Ulla Thorup Madsen, hilser det derfor velkomment, at der bliver bygget flere svømmehaller.
»Den almindelige københavner kan nu få mere undervisning i svømning, og der bliver bedre mulighed for dagligt at dyrke motion,« siger hun.