Københavnske kommuner vil have storregion
Kommunerne i Københavns Amt ønsker en stor hovedstadsregion. Samtidig vil de overtage flere opgaver fra amter og stat. Det fremgår af et høringssvar til Indenrigsministeriet i forbindelse med den forestående reform af landets kommunale struktur.
De 18 kommuner i Københavns Amt mener, at der bør etableres én region i hovedstadsområdet, som mindst er på størrelse med det nuværende HUR-område bestående af Roskilde Amt, Frederiksborg Amt og Københavns Amt samt Københavns og Frederiksberg kommuner. Samtidig ønsker kommunerne at overtage en række af de opgaver, som i dag varetages af amterne eller staten.
Det fremgår af det høringssvar, som netop er blevet offentliggjort af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt (FKKA) til Strukturkommissionens betænkning.
En masse opgaver til kommunerne og en større region vil gøre det mere klart for borgerne, hvor ansvaret for de forskellige opgaver ligger, lyder argumentet.
Ønsker flere opgaver
»Det vil komme til at betyde, at der kun er et sted, borgerne skal gå hen, når de skal have en opgave løst, og at der kun er et sted, de skal gå hen, hvis de vil klage,« siger formanden for de 18 kommuner, Erik Nielsen (S), som også er borgmester i Rødovre Kommune.
Kommunerne i Københavns Amt anbefaler i høringssvaret til Indenrigsministeriet, at de overtager flere regionale opgaver inden for eksempelvis sundheds- og psykiatriområdet, socialområdet og uddannelsesområdet og flere statslige opgaver, eksempelvis udstedelse af pas og kørekort.
»Det vigtige er, at vi får elimineret gråzonerne, så borgerne undgår at havne mellem to stole. For øjeblikket kører der flere af disse sager i forbindelse med specialundervisning og genoptræning på hospitalerne,« siger Erik Nielsen, som tilføjer, at kommunerne samtidig ønsker at bevare deres nuværende størrelse.
Et paradoks
Kommunalforsker Roger Buch mener, at det er et paradoks, at de 18 kommuner på én gang vil overtage opgaver fra amter og stat, men samtidig vil bevare deres størrelse.
»Det er ikke tilfældigt, at disse opgaver i dag ligger i amtsligt regi. En kommune på 20.000 indbyggere har inden for mange sociale områder kun en halv sag om året. På den her måde vil de komme ud i en masse samarbejdskonstruktioner, som ligner den nuværende amtslige struktur, og hvad har de så vundet,« spørger Roger Buch.
Borgmester Erik Nielsen afviser dette paradoks.
»Vi er i stand til at løse disse opgaver, selv om vi er mindre kommuner. Vi har ikke mange specialister, men man kan købe sig til løsninger. Desuden er det en fordel, at vi kender borgerne bedre i kommunerne, og allerede i dag samarbejder vi på tværs af kommunerne,« siger Erik Nielsen.