Flymekanikerens sidste dag med kliken

Kun et lille beredskab på omkring 75 mand er nu tilbage på Flyvestation Værløse. Seniorsergent Lars Olivarius er ikke blandt dem. "Oli" er hans flyvernavn, og han er "grounded" på grund af alder.

Normalt bliver et fly "grounded" - får startforbud - på grund af fejl. Et besætningsmedlem kan blive "grounded" af helbredsmæssige årsager. Men også datoen på dåbsattesten kan "grounde" en erfaren mand.

Oli har netop stirret mod solen efter sit liv gennem 39 år - for med lukningen af flyvestationen er helikopterne i redningseskadrille 722 lettet for sidste gang og fløjet mod vest.

Ja, egentlig flyttede eskadrillen allerede den 1. januar til Flyvestation Karup. Samtidig med lukningen af Flyvestation Værløse går Oli på pension. Han fyldte 60 år søndag den 28. marts, og selv om alderen på ingen måde trykker ham, må han ifølge forsvarets regler tage afsked med et liv med fart og spænding.

Det skete i går med pæne ord og et eskadrilleskjold i gaveæske fra eskadrillechefen Bjarne O. Pedersen og med lidt "helikopterlir" uden for hangaren i Værløse, hvor Oli bød på lidt til ganen.

Flere end 1.000 missioner og over 7.000 timer i luften nåede det at blive til, inden Oli tog afsked med Eskadrille 722. Vel nok de mest kendte redningsfolk i Danmark, for de har mange spektakulære aktioner i logbogen. Aviserne har beskrevet aktionerne, og det er også blevet til en dokumentarserie på tv om eskadrillen, men mange af de mest dramatiske aktioner er foregået langt fra blitzlys og snurrende tv-kameraer. Over Nordsøen i storm, i Østersøen under umulige forhold eller ved Færøerne under vanskelige flyveforhold.

Vild med fart og spænding

Oli var ellers ikke udset til at tilbringe sit liv i flyvevåbnet. Han er ud af en fornem familie med eget våbenskjold og flere hundrede års tradition for, at mændene blev læger eller præster. En enkelt forfader var endda kgl. kammerråd og vejermester på de Dansk-Vestindiske Øer under slavetiden, så der stod ikke Flight Engineer - som det hedder på flyversprog - på Lars Olivarius' fødselsattest. Men skæbnen ville, at den unge Lars efter endt læretid som smed i FL Schmidt kom ind som konstabel i flyvevåbnet. Her kunne han udnytte sit svendebrev til at videreuddanne sig til flymekaniker, og det gav mulighed for et attraktivt job i den civile luftfart.

»Men sådan kom det jo ikke til at gå. Jeg blev vild med maskinerne - især den nye Sikorsky 61, som blev indfaset i 1965 - omtrent samtidig med at jeg begyndte i flyvevåbnet. Så jeg blev hængende, for dér var lige præcis den fart og spænding, som jeg altid har elsket,« siger Oli, der startede sin militære flyvekarriere med togter til Grønland og Færøerne i årene 1966-1974.

Her fik han sin ilddåb, for de klimatiske forhold i Nordatlanten var alt andet end venligtsindede over for helikopterfolkene. Nogle gange var det mere spændende, end godt var.

»I 1971 styrtede vi ned med en helikopter i Holsteinsborg - fra 40-50 meters højde. Vi landede godt nok på mederne, men med halerotoren snurrende lige hen imod en stabel tønder med flybrændstof. Dér troede vi, at det var slut, men da vi holdt stille, så vi, at rotoren var standset, lige inden vi ramte tønderne. En meter mere - så var det endt i et flammehav,« husker Oli.

»Uden dem var vi ingenting«

Som fast mand på Sikorskyen i Eskadrille 722 var Oli en af et team på fem mand. En første- og en anden-pilot, en første-tekniker, en redder og en radiooperatør. Dertil en læge, hvis situationen kræver det. Som førstetekniker var det ofte Oli, der sad i åbningen og styrede spillet og dermed var ansvarlig for både redderens og de reddedes liv for enden af den tynde, men stærke line.

Det lille team er så at sige dem, der høster æren for redningsaktionerne, men hvad de fleste ikke ser, er de mange folk på jorden, som sørger for, at det hele kan fungere. Folkene i tårnet, brandfolk, mekanikere og dem, der fylder brændstof på.

»Uden dem var vi ingenting. Når vi eksempelvis har en testflyvning, er der 25 mand til support. Men det er jo ofte os i helikopteren, der bliver fremhævet, når en aktion har været vellykket, og det er måske lidt urimeligt,« siger Oli, som i går fik taget afsked med nuværende og tidligere kolleger på Flyvestation Værløse.

Intet uforsøgt

Sammen med de gamle kolleger har Oli haft utallige glædelige og mindre glædelige oplevelser. En af oplevelserne gav ham den sjældne danske orden Medalje for Udmærket Lufttjeneste. Det var en redningsmission i en januarstorm i Nordsøen, hvor en coaster med seks personer om bord var forlist. Teamet formåede at redde en kvinde, mens hendes kæreste måtte lade livet i det kolde vand. Endnu en sømand blev reddet, og selv om Oli ikke vil kalde det en succes at redde to ud af seks personer, var det dog en bedrift at få de to søfolk op i det ekstremt hårde vejr.

Nihil Intentatum - intet uforsøgt - er ikke for ingenting Eskadrille 722's motto.

»Vi var tre i helikopteren, der fik medaljen, men i virkeligheden burde alle, der har haft sådanne oplevelser, have en anerkendelse. De gør alle et hårdt arbejde,« siger Oli.

Også andre oplevelser kan han kalde frem på nethinden. Efter mange timers eftersøgning fik helikoptermandskabet reddet en kvindelig lystsejler, netop i det øjeblik de havde opgivet håbet og var på vej mod land. Også missionen med at redde tre drenge fra en løsreven isflage ved Hals Barre i vinteren 2003 husker Oli. Drengestreger, som endte galt, men som seniorsergenten godt kan identificere sig med og derfor ikke bebrejder drengene, der troede sig sikret med et anker fra isflagen ind til land.

Kendte og kongelige

Selv om de dramatiske aktioner fylder godt, så er der dog også mange hyggelige, positive og mindre dramatiske oplevelser i scrapbogen. Eskadrille 722 er nemlig også med, når de kendte og kongelige skal rundt i landet. Oli har således fløjet både med dronning Margrethe og prins Henrik, med prinserne Joakim og Frederik og en lang række statsoverhoveder.

»Engang skulle vi hente prinsesse Alexandra på Schackenborg. Da hun kom op i helikopteren, ville hun som en god landmandskone gerne have et luftfoto af gården, så vi åbnede døren og fløj hen over slottet i passende højde. Så hang hun i døren og knipsede løs. En anden gang trænede vi med frømandskorpset, hvor kronprinsen under navnet Pingo skulle hejses ned gennem trætoppene i en skov. Desværre hang han fast i træerne, og vi arbejdede i lang tid på at få løst situationen, selv om det var svært med helikopteren svævende over trækronerne,« erindrer Oli.

Da USA's præsident Bill Clinton var på officielt statsbesøg i Danmark, fik helikopterbesætningen på Flyvestation Værløse lov til at kigge indenfor i den præsidentielle helikopter, som var noget mere luksuriøst indrettet end Sikorskyen.

»Der var bløde sæder til præsidenten og hans eventuelle gæster. Men hvad jeg husker bedst er, at piloten fortalte, at Clinton altid spillede hjerterfri under flyveturen. Man tror jo, at han sidder og drøfter verdenssituationen eller arbejder med fortrolige papirer - men præsidenter har vel også behov for at koble af,« siger Oli, der også har hilst på Frankrigs præsident Chirac, norske kong Olav og en række andre offentlige personer i sin lange karriere.

Stopper på toppen

»Jeg har altid elsket fart og spænding. Det dér adrenalinsus - det bliver man afhængig af, og det var vel derfor, jeg blev hængende i flyvevåbnet. Men man skal holde, mens man er på toppen. Erfaringen har aldrig været større, men fysisk skal man kunne tåle de store belastninger. Derfor er pensionsalderen 60 år, og det er godt nok,« siger Oli.

Han vil nu vil bruge mere tid på sin sejlbåd, sine skiture og ikke mindst på cykelture rundt på Østerbro og hele det gamle København - og ikke mindst ture til de mange museer, som han glæder sig til at få bedre tid til at udforske.

jpk@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.