Annonce
Indland

DF: Tørklæde svarer til nazi-symbol

Dansk Folkepartis Søren Krarup vender sig skarpt mod udsigten til, at en muslimsk kvinde kan komme til at tale i Folketinget iført tørklæde.

Hvis Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid en dag kommer til at tale i Folketinget iført sit sædvanlige tørklæde, vil det være at sammenligne med en person, som taler med et nazisymbol på klædedragten.

Det mener indfødsretsordfører Søren Krarup (DF), som direkte adspurgt om ovenstående sammenligning svarer:

»Det mener jeg fuldstændig. Ligesom nazisterne mente, at alle fra en anden race skulle udryddes, mener islam, at alle, der er af en anden tro, skal omvendes, og det vil i sidste instans sige udryddes.«

Asmaa Abdol-Hamid deltager for tiden i Enhedslistens urafstemning om at blive opstillet til Folketinget og spås en fair chance for at opnå valg.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har tilkendegivet, at Folketingets ledelse suverænt må definere grænserne for folketingsmedlemmers beklædning, og han har dermed forholdt sig passiv i diskussionen. Søren Krarup efterlyser en klar afstandtagen.

Men hverken regeringen eller Folketingets øvrige partier deler Krarups opfattelse.

»Man kan ikke sammenligne et muslimsk tørklæde med et nazistisk symbol. Hvis der var tale om et islamistisk symbol, var det måske en anden sag, men vi skal jo ikke slå alle muslimer over en kam,« siger undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Præsidiemedlem Svend Auken (S) anser det for »fuldstændig uacceptabelt« at sidestille nazismen med en tro, som forener halvanden milliard mennesker.

Asmaa Abdol-Hamid blev i 2006 kendt som tørklædeklædt tv-vært i et debatprogram på DR2.

Hverken i de britiske eller franske parlamenter er der forbud mod at optræde med tørklæde.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her