Sms fra Jens Rohde pressede DR
En sms fra daværende politisk ordfører og medieordfører i Venstre Jens Rohde til DR's generaldirektør føjer endnu et kapitel til føljetonen om muligt pres af Danmarks Radio fra regeringens side.
Jens Rohde sendte i foråret 2006 en sms til generaldirektør Kenneth Plummer, og ifølge fagbladet Journalisten blev indholdet af DR tolket som en advarsel.
Samtidig med en kritik af det redaktionelle indhold i TV-Avisen, gjorde Rohde angiveligt opmærksom på, at DR var i færd med at lave lobbyarbejde for flere penge til kanalen under forhandlingerne om et nyt medieforlig.
Ifølge Journalistens oplysninger fandt generaldirektør Kenneth Plummer indholdet i sms'en så utidigt, at han omtalte den for direktionen i DR. Det har ikke været muligt for Journalisten at rekonstruere den præcise ordlyd i sms'en.
Jens Rohde afviser historien som udokumenteret og fri fantasi.
/ritzau/