Statsministeren afviser pression mod DR
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mener ikke, at der er mere at komme efter i sagerne om regeringens påståede pression mod Danmarks Radio i forbindelse med dokumentarfilmen "Den Hemmelige Krig" og senest med kulturminister Brian Mikkelsens (K) irettesættende e-mail til DR's bestyrelsesformand. Det gjorde han klart efter et samråd i Folketingets Kulturudvalg torsdag.
- Når man i flere omgange har haft det oppe i Folketingssalen, så bringer det jo ikke meget nyt med et samråd, siger han til Ritzau.
Oppositionen anført af Simon Emil Ammitzbøll (R) havde kaldt statsministeren i samråd for at få afklaret spørgsmål om politikeres ret til at blande sig i statsejede mediers redaktionelle valg.
- Jeg mener ikke, regeringen har udsat DR for pression, og så er den såkaldte sag ikke meget længere, sagde statsministeren under samrådet.
/ritzau/