Kaos truer: Stadig flere biler på de danske veje

Det er gået fra skidt til værre på de danske veje. Køerne vokser, og antallet af biler bliver ved med at stige, viser nye tal fra Vejdirektoratet.

Det skriver metroXpress.

Hvis bilisterne synes, at køerne ind til København og de større danske byer er blevet endnu længere og langsommere det seneste år, er der en god forklaring:

Der er flere biler på vejene - især motorvejen. På blot et år er antallet af biler på motorvejene steget med 4,8 procent.



»Det er mange - og det kan naturligvis mærkes især om morgenen og om aftenen,« siger afdelingsingeniør Allan Christensen fra Vejdirektoratet til avisen.

»Det økonomiske opsving, der betyder, at endnu flere har råd til at køre bil, er en del af forklaringen,« vurderer han.

Andre mener, at det er forsinkelser med busser og tog og for dårlige kollektive alternativer, der jager danskerne ud i bilerne.

Hos de tusinder, der kommer for sent på arbejde eller må stå ekstra tidligt op for at undgå de værste køer, vokser irritationen.

»Flere biler giver mere spildtid i køer på vejene for alle bilister. For sælgere, håndværkere, hjemmeplejen og mange andre giver det mindre tid til kundebesøg og dermed en ringere service,« siger trafikpolitisk formand Børge Agerbæk fra sælgernes organisation, Business Danmark.

»Flere biler på vejene øger også stressniveauet hos bilisterne. Og stressede bilister er farlige bilister, fordi de bliver mere pirrelige og viser mindre hensyn,« siger Børge Agerbæk til avisen.

Hos miljøbevægelsen Noah har man ikke meget til overs for sælgernes problemer i bilkøerne. Her er man snarere 'chokeret' over den markante stigning i trafikken.

»Det kan jo ikke blive ved. Politikerne bør seriøst overveje at hæve prisen på benzin, afskaffe kørselsfradraget for bilister, afkræve betaling for at køre ind i byerne og så investere mere i den kollektive trafik,« siger Ivan Lund Pedersen fra Noah-Trafik.

»Faktum er, at hvis prisen på benzin skulle være steget lige så meget som prisen på tog- og busbilletter, så skulle en liter benzin i dag koste 25 kroner,« siger han til avisen.

Trafikken i Danmark

Siden sidste år er antallet af biler på motorvejene steget med 4,8 procent.

Samlet er trafikken på vejene øget med 2,4 procent siden 2005

I det seneste årti har der været en stigning i trafikken på 70 procent.

Kilde: metroXpress

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen