Frikendt for at anstifte falsk forklaring

70-årig kan ikke dømmes for en falsk forklaring om en brandstiftelse, som han selv var tiltalt for.

Det er et personligt privilegium at lyve i sin egen straffesag.

Derfor kan en 70-årig mand ikke straffes - uanset om han løj eller ej om en brandstiftelse mod sin nabos hus i Kokkedal i Nordsjælland. Det afgjorde Østre Landsret onsdag og omstødte dermed en dom fra Københavns Byret.

Byretten dømte i 2006 den 70-årige for at forsøge at få en anden til at tage skylden for brandstiftelsen mod en betaling på 100.000 kr. Den ældre mand fik dog ingen yderligere straf oveni de to års fængsel, som han allerede var idømt for sin egen rolle i brandstiftelsen mod naboen.

En højesteretsdom fra 1977 fastslår, at en "udenforstående" kan dømmes for at anstifte en tiltalt til at komme med en falsk forklaring, uanset at den tiltalte ikke selv kan dømmes for at levere løgnen over for retten.

Men den 70-årige kan ikke betragtes som en udenforstående i en sag, hvor også han selv var tiltalt, fastslår landsretten.

Derfor kunne han sige, hvad han ville uden at risikere en straf.

Den anden mand blev også dømt for brandstiftelsen mod naboen, som den 70-årige var uvenner med. Selve branden blev påsat af to brødre i sommeren 2002. Den ene blev forbrændt og tilstod senere over for politiet. Brandstiftelsen er en del af sagskomplekset "Operation Catarina" om indsmugling af 13 kg hash i Hundested og fundet af et lig på en ålefarm i Lynge.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen