EU-Kommissionen: Danmark i knibe med 2010-mål
På EU-topmødet fortsætter Danmark i dag med at presse på for ambitiøse energimål i 2020. Samtidig konstaterer EU-Kommissionen i en rapport, at det ikke går for godt med at indfri de hidtidige danske løfter om at nedskære det danske CO2-udslip.
Samlet set skal de 15 "gamle" EU-lande i 2010 have reduceret udledningen med otte procent.
Men syv EU15-medlemslande har forudsagt, at de vil overskride deres udledningsgrænser: Østrig, Belgien, Danmark, Irland, Italien, Portugal og Spanien.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser kritikken.
- Vi tager det meget seriøst i Danmark, når vi forpligter os på mål. Så vi er ikke enige i, at vi ikke lever op til vores forpligtelser, siger han.
/ritzau/