Overborgmester: Jeg kan ikke løse konflikt
Københavns Kommune har intet ansvar for balladen om Ungdomshuset på Jagtvej og kan heller ikke løse konflikten.
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) var klar i mælet, da hun under et møde i Den Danske Publicistklub slog fast, at kommunen hverken kan eller vil forsøge at finde et nyt hus til de unge. Og at det er en vrangforestilling, hvis nogen tror, at det er en kommunal opgave.
"De unge ønsker et alternativt sted, hvor de kan være fri for kommunale krav og velmenende mostre. Det kan jeg godt forstå, men pointen er, at en kommune er en autoritet, og hvis de unge ikke ønsker autoriteter, kan de ikke være underlagt kommunen. Vi må nødvendigvis stille krav, fordi vi har et ansvar for, hvad vi bruger skatteydernes penge til. Man kan ikke kommunalisere et ungdomsoprør," lød det fra overborgmesteren.
/ritzau/