Mary besøgte tæt pakket Bazar Vest

Kronprinsesse Mary besøgte tirsdag efter eget ønske den indvandrerrige århusianske bydel Gellerup. Her slog hun en smut forbi Skandinaviens største basar, Bazar Vest, hvor mindst et par hundrede mennesker tog imod hende.

Folk i alle aldre og farver stod som sild i en tønde i de smalle gange for at få et glimt af Danmarks kommende dronning.

Fra boderne prøvede sælgere at få prinsessens opmærksomhed, men måtte opgive at råbe hende op. Dels på grund af larmen fra folkemængden, og dels på grund af musik af den tyrkiske popsanger Tarkan, der fyldte den tætte atmosfære med mellemøstlige rytmer.

Politi og bodyguards, som skulle guide Mary gennem menneskehavet, gennede flere gange borgere og pressefolk væk.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen