Barroso "insisterer" på mål for vedvarende energi
EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, vil på EU-topmødet torsdag og fredag i Bruxelles "insistere på" et bindende mål for vedvarende energis andel af det samlede forbrug i 2020. Et mindretal af landene, deriblandt Danmark, går ind for, at 20 procent af energiforbruget i 2020 skal komme fra kilder som vind, vandkraft eller jordvarme.
- Jeg vil på topmødet insistere på, at målet bør være bindende, sagde Barroso tirsdag på et pressemøde i Bruxelles.
For ham er det et spørgsmål om "troværdighed".
- Det budskab, jeg har fået fra erhvervslivet, er, at det vigtigste er et bindende mål, sagde Barroso og henviste til erhvervslederes ønske om et bindende mål.
/ritzau/