Gadens stemme, danskernes fjende eller bare Ali Kazim?

For et år siden drønede en personbil frontalt mod Ali Kazim. Den mørklødede københavner undveg akkurat, mens chaufføren buzzede vinduet ned og skreg efter ham:

»Sorte svin!«

Midt på Rådhuspladsen, ved højlys dag.

Tilråbet både sårede og morede skuespilleren, der bl.a. har medvirket i film som "Pizza King", "Regel No. 1" og "Adams Æbler". Sorte svin var jo sådan noget, grønjakker med indendørs fodboldsko kaldte fremmedarbejdere for 20 år siden.

»Det er et totalt 80'er-udtryk,« som han siger.

I stedet for at vende den skægstubbede kind til eller sende en fuckfinger i bilistens retning, slyngede Ali Kazim sig op på sin cykel og trampede derudad.

»Jeg tænkte, at selv om jeg først endte med at fange ham ude på Frederikssundsvej, så skulle det nok lykkes.«

Så lang blev jagten ikke. Ved krydset Åboulevarden/Griffenfeldtsgade indhentede Ali Kazim sin overfalds-mand, der holdt for rødt. Med sveden drivende fra hårgrænsen stod skuespilleren af cyklen og gik helt tæt på. Fandt sin mobil frem, fokuserede på nummerpladen og forevigede øjeblikket. Klik. Dernæst bankede han på ruden og forklarede, at der ville falde en politianmeldelse.

»Det var en midaldrende fyr med en kvinde på passagersædet. Han var helt chokket. Jeg tror ikke, han fattede, hvad der lige var sket. At jeg var så stædig.«

Næ, Ali Kazim er ikke just typen, der trækker sig fra konfrontationer. Hvis man stadig skulle være i tvivl, er det bare at lytte til det første udspil fra soloalbummet, som den comebackende rapper udgiver på pladeselskabet Playground til august.

"Spørgsmål" hedder nummeret, og det er stærke sager. Gennem 199 sekunder beskriver han over et klægt beat og et fængende refræn den fremmedfrygt, som danskerne isolerer ham med.

» Kære Danmark, jeg har et par spørgsmål til dem, der knapt tør gå på Nørrebro, mit navn er Ali Kazim, gadens stemme, 2. g'eren, du ved - danskernes fjende,« indleder han, og så er stilen ligesom lagt.

Bevidst provokation

Ali Kazim fortæller om at føle sig forvandlet fra "gæstearbejder" til "medlem af al-Qaeda". Samtidig langer han ud efter Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti med linjer som » de skriger os i hovedet uden at sige noget, "frisk pust over landet" er mere benzin på bålet.«

Der er med andre ord tale om demonstrativ videreførelse af den vi/de-retorik, som har fået skyld for at grave afgrundsdybe grøfter mellem polerne i den danske integrationsdebat. Hvorfor ikke søge dialogen og forsoningen i stedet?

»Sangen er skrevet som en ensidig fordom for at fange folks opmærksomhed. Jeg kunne også have lavet den på den søde måde, men så havde det bare været dét. Den rolle overlader jeg til andre, som udtrykker sig gennem musik. Hvis jeg fremstiller en ensidig fordom, som jeg er så træt af at høre blandt farvede og etniske danskere, så tvinger jeg folk til at tage stilling og komme op af hullerne. Måske forstår de ligefrem, at den retorik ingenting løser,« forklarer Ali Kazim, der fra sin vippende stol omkring pladeselskabets mødebord har fået trukket sin hue godt ned over de blanke krøller. Men huen fungerer ikke som skyklapper, understreger han:

»Tag ikke fejl, "Spørgsmål" henvender sig til begge sider i debatten. Vi er ofre for hinandens fordomme. Er der fordomme her, er der også fordomme derovre. Og ingen ønsker at være ofre.«

Noget tyder på, at Ali Kazims mission lykkes. "Spørgsmål" vækker i hvert fald genlyd, og på hans hjemmeside bliver der lyttet intenst. Flere end 20.000 afspilninger af nummeret på to uger lyder det foreløbige facit, og tallet stiger eksponentielt med 2.000 om dagen. Radioen og musikkanalerne bakker også op.

Alis gadedrøm

Jord, luft og cyberspace er altså ved at blive gødet, til at albummet "Gadedrøm" lander om tre måneder. Her tager den rappende skuespiller fortsat integrationsspørgsmålet under behandling, men retter også sigte og skyts mod andre end danskerne.

De rimende fortællinger om tvangsægteskaber, familiehierarki og barndomserindringer trækker på de til tider bitre erfaringer, Ali Kazim har gjort sig gennem sine første 33 år.

»Vi har alle en gadedrøm. Min er at finde den rette livsbane og acceptere nederlag, men samtidig ikke at opgive håbet. For mig har det meget drejet sig om at være positiv og loyal over for min kreativitet i stedet for at undertrykke den. Det har jeg prøvet, og det er ikke godt,« siger Ali Kazim med henvisning til de forventninger, som ikke mindst hans far stillede i en ung alder.

»Han ville have, at jeg skulle tage en uddannelse og få et fundament. Men jeg ville hellere i nogle andre retninger. Da jeg begyndte at skate og gik rundt i hullede bukser og beskidt tøj, var det ikke godt i hans øjne. Og da jeg begyndte at rappe, var det endnu værre. For ham var musik lig med sex, drugs and rock'n'roll.«

»Forældre bliver så let bekymrede for deres børn, og hvis en hobby viser sig at være mere end en hobby, begynder alarmklokkerne at ringe. Engang rev min far mine idolplakater ned på mit værelse. Den slags oplevelser betød, at jeg følte, at mine evner blev mig fornægtet. At min kreativitet blev stjålet.«

Adfærdsvanskelig

I dag bor Ali Kazim for sig selv i en andelslejlighed. Eller for sig selv og for sig selv ... han bor sådan set lige under sine forældre ude i Valby.

»Selvfølgelig,« griner han med sin hæse stemme. »Jeg er dårligt nok flyttet hjemmefra. Sådan er det jo med sådan nogen som os. Vi overvejer ligefrem at bygge en vindeltrappe mellem etagerne.«

Familien Kazim flyttede fra Nørrebro i 1987, da deres ejendom skulle renoveres. Planen var at vende tilbage, men det blev aldrig til noget. I stedet måtte Ali og hans bror finde sig i dagligt at skulle cykle gennem byen for at besøge deres kammerater.

»Min far kaldte det et hotel. Vi kom hjem fra skole, smed vores tasker og tog til Nørrebro. Jeg havde svært ved at finde lige så gode venner i Valby.«

Teenageårene udviklede sig til lidt af en ørkenvandring fra skole til skole.

»Jeg blev hurtigt stemplet som adfærdsvanskelig og røg ind og ud seks-syv forskellige steder. Jeg troede, der var noget galt inde i mig, men så enkelt var det selvfølgelig ikke. Lærere og andre voksne, der smider børn ud i stedet for at arbejde med dem, vælger den lette løsning, som i virkeligheden ikke løser noget,« siger han og forvandler de i forvejen store, brune glugger til tekopper.

Balladen blev ude

Da Ali Kazim begyndte på Vanløse Skole for anden gang - i første ombæring lykkedes det ham til sin egen fortsatte forbavselse at blive smidt ud af en klasse for særligt opmærksomhedskrævende børn - rendte han ind i Ataf Khawaja. De to delte ikke blot pakistanske rødder, men også forkærligheden for rapmusik. Hurtigt dannede de to gruppen Kidnap, som blev udvidet med Mortito, der ligesom Ataf Khawaja solodebuterede i 2005. I de tidligere 1990'ere markerede trioen sig som et anerkendt navn i undergrunden med deres hårdkogte tekster og spyttende energi. Et egentligt gennembrud med pladekontrakt og hele baduljen nåede de dog ikke, inden Ali Kazim opløste gruppen.

»Jeg gik med nogle indre konflikter, jeg skulle have styr på. Jeg havde været tæt på at blive tvangsfjernet fra hjemmet og sendt ud på en Tvind-skole, fordi jeg ikke kunne finde mig til rette socialt. Jeg var dog respektfuld i familiens skød. Det man laver derude, tager man ikke med hjem,« forklarer han.

Ali Kazim var havnet i småkriminalitet eller "drengestreger", som han selv omtaler sit ballademageri.

»Man kanaliserer problemerne ud på helt forkert måde, når man er ung. Laver nogle ting, som ikke bringer noget godt med sig. Så fortryder man og lærer af det, men det var svært. Bare det at komme til erkendelsen af, at der var noget galt med mig. Jeg begyndte med ikke at gå over for rødt. Det var helt dernede, jeg måtte tage fat.«

Ali Kazim griner igen sit hæse grin.

»I dag hviler jeg i mig selv, i dag er jeg et positivt menneske, der håber på det bedste.«

Vejen videre bugtede sig gennem filmbranchen, hvor han landede hovedrollen i Ole Chr. Madsens debutfilm "Pizza King" fra 1997. Historien handlede om nogle indvandrerdrenges kriminelle deroute fra en hverdag med et pizzeria som mest oplagte, ærlige fremtidsmulighed - og manuskriptet lænede sig da også op ad Ali Kazim og vennernes egne oplevelser. Hans portrættering af Junes blev belønnet med en Robert-nominering i kategorien bedste mandlige hovedrolle.

Siden hen har han bl.a. gjort sig bemærket på Det Kgl. Teater og som tankstationsrøveren Khalid i "Adams Æbler".

For et års tid siden kunne Ali Kazim ikke længere undertrykke sin trang til at lave musik. Der skete for meget, han måtte have luft for. Og her er vi. Ali Kazim stiller spørgsmål, man ikke kan ignorere. Om man forstår ham eller ej.

»Jeg har selv sagt, jeg ikke orkede at blande mig. Men så gik jeg i nogle år og tænkte "uuuv, den ligegyldighed kan jeg sgu ikke lide ved mig selv". Som kunstner forpligter man sig til at ændre og præge samfundet til det bedre. Jeg synes godt, man kan gå op i sit land.«