Finanslov synes afgørende for valgdato

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) vil ikke bekræfte, at han overvejer at udskrive folketingsvalg til afholdelse sammen med kommunalvalget den 20. november. Men han afviser det heller ikke direkte.

- Det vigtigste er, at vi træffer nogle gode og ambitiøse beslutninger, hvad angår bekæmpelsen af terrorisme, og at vi træffer beslutninger, som sikrer os en stabil økonomisk udvikling herhjemme, også under hensyntagen til den usikkerhed, vi lever i lige nu, svarede Poul Nyrup Rasmussen søndag aften på et pressemøde, hvor der blev spurgt til valgspekulationerne.

Torsdag er sidste frist for en afgørelse, hvis folketingsvalget skal holdes den 20. november. Det kan efter nogles opfattelse i så fald eventuelt udskrives i forbindelse med et "tilrettelagt" sammenbrud i finanslovsforhandlingerne.

Andre tolkede dog Nyrups udtalelser søndag, som om han vil have terrorpakken og finansloven på plads, før valget bliver udskrevet. Det indebærer, at valget først kan holdes efter nytår.

Det, der har sat gang i valgspekulationerne, er, at regeringspartierne ifølge flere meningsmålinger står lidt stærkere lige nu, og at statsministeren selv er blevet mere populær i befolkningen for sin håndtering af situationen efter terrorangrebet på USA den 11. september.

- Valget i mit land skal holdes senest i marts næste år, og vi har ikke drøftet det i aften, sagde Poul Nyrup Rasmussen forklarende til statsministrene fra de øvrige nordiske lande og de baltiske lande, der var til stede på pressemødet, hvor spørgsmålet faldt.

De nordisk-baltiske statsministre havde på et møde i Statsministeriet søndag blandt andet drøftet kampen mod terrorisme.

I målinger fra Gallup og Vilstrup i weekenden stod Socialdemokratiet for første gang i flere måneder til at få mere end de magiske 30 procent af stemmerne. Det har hidtil været den almindelige antagelse, at Nyrup ville slå til, når de 30 procent så ud til at være hjemme - i håb om at trække de sidste, afgørende ekstra stemmer hjem under valgkampen.

Der er i øvrigt stærk uenighed rundt om i kommuner og amter, om det vil være en god ide, hvis statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskriver folketingsvalg til afholdelse samme dag som kommunalvalget - den 20. november.

Står det til tre af landets mest magtfulde socialdemokratiske borgmestre, Jens Kramer Mikkelsen i København, Flemming Knudsen i Århus og Anker Boye i Odense, behøver statsministeren ikke tøve med at udnytte weekendens gunstige meningsmålinger og lade folketingsvalget finde sted samtidig med kommunalvalget.

- Vi må erkende, at der er ganske få måneder tilbage, før han SKAL udskrive valg. Det er statsministeren, der har fingeren på aftrækkeren, og han sidder på den bedste udkigspost, siger Anker Boye, der også er formand for Kommunernes Landsforening.

Han er klar over, at et folketingsvalg vil overskygge de regionale og lokale valg i medierne: - Vi vil ikke få så meget plads, men vi lokalpolitikere er tæt på borgerne i det daglige og skulle gerne være så aktive, at borgerne alligevel kan tage stilling til os, siger Anker Boye.

Flere andre borgmestre ser dog helt anderledes på sagen, heriblandt, Vallensbæks Kurt Hockerup (K):

- Det vil være en kraftig tilsidesættelse af det lokale demokrati, hvis folketingsvalget bliver lagt samme dag som de lokale valg. Folketingsvalget vil fuldstændig overskygge, og det vil være uanstændigt og uklogt af statsministeren, siger Kurt Hockerup.

Den opfattelse deles helt af Amtsrådsforeningens formand, Kresten Philipsen (V): - Det vil være mangel på respekt for det regionale og lokale styre. Det burde være muligt at overholde, at der bør være mindst tre eller fire ugers afstand mellem et folketingsvalg og de lokale valg, når vi kun har valg til kommuner og amter én gang hvert fjerde år, siger Kresten Philipsen.

Hverken Socialdemokratiets eller de Radikales gruppeformænd, Jan Petersen og Elisabeth Arnold betragter dog den pludselige fremgang som et godt grundlag at udskrive valg på.

- Hvis man skal bygge sit valggrundlag på meningsmålinger, så skal man bygge på et stabilt billede over en længere tid, siger Elisabeth Arnold, mens

hendes socialdemokratiske kollega påpeger, at der skal mere end gode meningsmålinger til for at vinde et folketingsvalg.

Det synspunkt er valgforskerne Lars Bille og Hans Jørgen Nielsen helt enige i:

- Meningsmålinger er ikke seriøs grund til at udskrive folketingsvalg. Desuden vil det hurtigt kunne vendes imod Socialdemokratiet, da man kan anklage partiet for at spekulere i den nuværende situation, siger Lars Bille til Jyllands-Posten søndag og henviser til terrorangrebene den 11. september.

Også Hans Jørgen Nielsen mener, at det kan virke lidt for smart at udskrive et valg, så snart meningsmålingerne ser gode ud. Han mener, at et sammenbrud i finanslovforhandlingerne vil være en mere legitim årsag til at udskrive et valg.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen