Politimester: Måske flere sigtelser i Tvindsag

Holstebros Politimester, Jens Kaasgaard, vil ikke udelukke, at der er flere sigtelser på vej i sagen om Tvinds humanitære fond. Samtidig åbner han for, at en eller flere af de fire, der allerede er sigtet i sagen, måske ender med at gå fri.

- Det er ikke nødvendigvis bestyrelsen for fonden, der har et ansvar, for nogle gange har bestyrelsen tilsyneladende ikke haft ret stor indflydelse på, hvad der er sket. I øjeblikket er der fire, der er sigtet, men vi skal så finde ud af, om det er de rigtige, og om der er andre, der skal sigtes, siger Jens Kaasgaard til Ritzau.

De fire sigtede er Tvinds grundlægger, Mogens Amdi Petersen, Tvinds talsmand, Poul Jørgensen, samt Bodil Ross Sørensen og Eva Vestergaard. De to kvinder sad begge med i bestyrelsen for den humanitære fond, og det er tilsyneladende dem, der måske slipper for at blive tiltalt for skatte- og mandatsvig til 75 millioner kroner.

Politimester Jens Kaasgaard har dog ikke planer om at frafalde sigtelsen mod Poul Jørgensen, der var formand for bestyrelsen.

- Det kan jeg ikke forestille mig, for han har trods alt været formand, men der er andre menige, som vi skal se lidt på. Og så skal vi se på nogle, der ligger ovenover i hierarkiet, siger politimesteren.

Politiet i Holstebro har nu fået adgang til indholdet af en række computere, der blev beslaglagt under politiets razzia mod Tvind i foråret. I en fil på en af computerne har politiet fundet portrætbilleder af Mogens Amdi Petersen, så politimesteren vidste allerede på forhånd, hvordan den 62-årige Mogens Amdi Petersen, der siden slutningen af 1970'erne har gemt sig for offentligheden, ser ud i dag, da Jyllands-Posten søndag bragte et fotografi af Tvind-grundlæggeren. Ifølge avisen bor Mogens Amdi Petersen i en 800 kvadratmeter stor penthouselejlighed på den fashionable private tropeø Fisher Island ud for Miami, USA.

- Der er ikke noget nyt i det her for os overhovedet. Vi har godt været klar over, at han havde et hovedtilholdssted derovre, og vi har selv et billede af ham fra hans egen computer. Jeg vil tro, at fotografiet af ham er taget inden for det sidste halve eller hele år, siger Jens Kaasgaard.

Hidtil har Mogens Amdi Petersen ikke ønsket at lade sig afhøre af politiet, og politiet har ikke selv gjort noget for at finde ham.

- Han vil jo ikke sige noget, og det vil de andre heller ikke. Det er helt klart, at nogen har fortalt ham, at vi gerne vil snakke med ham, og at han er sigtet, men det har ikke givet anledning til, at han har henvendt sig til os, siger Jens Kaasgaard.

Politiet er under efterforskningen stødt på mange Tvind-folk med adresse i Miami.

- De har en række lejligheder derovre og har faktisk opbygget en base med nogle af nøglepersonerne i Tvind. Og det gør, at man kan tro, at det er et af hovedtilholdsstederne, siger Jens Kaasgaard.

Politiet i Holstebro har skaffet den 62-årige Tvindgrundlægger en advokat.

- Vi har været nødt til at bede retten beskikke en advokat for ham, for han skal jo også have nogen til at tale sin sag, selv om han ikke er her i landet, siger Jens Kaasgaard. Det er dog ikke politimesterens opfattelse, at advokaten har været i kontakt med sin nye klient.

Det har ikke været muligt at træffe Mogens Amdi Petersens advokat, Jørgen Quade Andersen.

Politimester Jens Kaasgaard venter, at han omkring årsskiftet tager stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen og i givet fald mod hvem.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen