Amdi: Den store leder der fandt en sag

Den unge kvinde havde egentlig ikke lyst til at gå i seng med Mogens Amdi Petersen.

Men den aften omkring 1980 på Tvind lod han hende forstå, at det var hende, han ville have.

Stille gled hun ind ved hans side og fulgte ham fra fællesrummet over til hans soveværelse.

Amdis egen samleverske gennem flere år, Kirsten Larsen, var vant til, at Amdi tog en af de yngre kvinder i Lærergruppen, når han havde lyst.

Præcis lige som hans tidligere kærester Bodil Ross Sørensen, Ruth Sejerø Olsen og Grethe Flintegaard, i årevis havde oplevet det.

Den unge kvindelige lærer havde det underligt med at blive udvalgt.

Hun følte det upassende. Hun var ikke forelsket i den ubestridte leder.

»Men ingen sagde nej til Amdi,« forklarer hun i dag.

Mogens Amdi Petersens karisma giver ham magt over andre.

Det forstår de mennesker, der har mødt ham.

Men hvad de færreste i dag forstår er, hvad han vil med magten.

Myten, mysteriet og mennesket Mogens Amdi Petersen har bevidst holdt sig skjult i 22 år.

Men nu, da hans skjulested er afsløret, er det muligt at tegne et billede af personen over de seneste fire årtier.

Historien om Amdi begynder den 9. januar 1939.

Han blev født i Tønder og voksede op i en familie, hvor faderen var skoleinspektør af den gamle skole.

Faderen var en retlinet mand, og ifølge psykologen Halfdan Andersen, der som dreng besøgte Amdi i hjemmet, var sønnen i høj grad præget af faderen:

Kopi af faderen

»Mogens var helt igennem underlagt faders absolutte vilje. Han gjorde oprør mod faderen, som han i virkeligheden var stærkt knyttet til og en kopi af. Han skulle have en sag, fordi faderen var så dominerende og prægede barnet så stærkt, at det blev en nødvendighed for den begavede fyr Mogens at få noget for sig selv at kæmpe for. Derfor lagde han stærk afstand til faderen og hans meget borgerlige hjem - men dog ikke til moderen, som han nærede stor ømhed for.«

I 1957 blev Mogens Amdi Petersen nysproglig student fra Odense Katedralskole, og han begyndte at læse til lærer på Haderslev Seminarium. Her gjorde han sig straks bemærket. Kritiserede de lærere, der var for dårlige og hånede de medstuderende, som ikke turde sige deres mening.

Han fik lærerjob på Krogsgårdsskolen i Næsby, nord for Odense hos skoleinspektør Henrik Sidenius, en erklæret kommunist. Her har han givetvis fået inspiration til de rejseaktiviteter, som Tvind-skolerne senere gjorde til et af sine kendetegn, for Sidenius mente, at eleverne skulle prøve praktisk ulandshjælp på egen krop gennem lejrskoleophold i Afrika.

Privat var Amdi med til at tage initiativet til Danmarks første kollektiv - og endte sammen med syv andre på på Hunderupvej 78 i det sydlige Odense - "Huset" kaldte de det.

Carsten Ringmose, der også senere var med i begyndelsen af Tvind-perioden, har om kollektivet fortalt:

»Amdi var i høj grad den samlende figur i kollektivet. Han kunne meget let få det store flertal til at følge sig - det gav indflydelse, men også konflikter. Han omgav sig med folk, der gav ham ret.«

En anden beboer, Ole Hansen, som var med i det allerførste huskøb og senere også i den første tid på Tvind, giver mange år senere, i 1998, Amdi følgende skudsmål:

Større end drømmene

»Amdi var et forbløffende eksempel på en mand, hvis format var større end drømmene. I virkeligheden drømte Amdi ikke om noget særligt. Amdi var et menneske, der kæmpede en vild kamp med indre dæmoner. Essensen af vore nattesamtaler var, at han ledte efter en sag, han kunne være sælger for, og han var overbevist om, at han kunne argumentere for hvad som helst. Amdi er faktisk den bedste sælger, jeg nogensinde har kendt, selv om jeg ikke kan anbefale nogen at købe en brugt ideologi af den mand. Amdi prædikede kærlighed til mennesker, men han foragtede andre mennesker, fordi de var til købs - blandt andet for hans talegaver. Han prædikede kyskhed, men hvad kvinder angår, kunne han såmænd godt minde om amerikanske vækkelsepræster, der bliver grebet med bukserne nede. Alle disse indre modsætninger fik ham til at sætte sig som mål, at han ville omskabe verden i sit eget billede, at lave en verden af "små Amdier". Tankerne om verdensrevolution var noget, vi grinede af. Jeg formoder, at han i 70'erne skønnede, at doktriner var nødvendige for at holde sammen på de mange tropper. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig,at han med sin vidtfavnende begavelse og fantasi nogen sinde har troet på doktrinerne,« har Ole Hansen fortalt.

På Krogsgårdsskolen vakte Amdi Petersens adfærd og påklædning opsigt. Da han efter to års aspiranttid skulle vurderes med henblik på en fastansættelse, sagde skolekommissionen under stort postyr nej og begrundede det med hans udseende - langt hår, skæg, og islandsk sweater.

Filosofi og busrejse

I stedet blev han i 1966 optaget som filosofistuderende ved Odense Universitet, hvor han i forbindelse med studiestarten i en avis slog fast, at "sømmelighed er revolutionær adfærd."

Amdi droppede dog snart universitetsstudierne, og i 1967 blev "Huset" solgt. Beboerne ville foretage en jordomrejse i en gammel Scania-Vabis bus. Med på turen var flere af de personer, der senere var med i dannelsen af Tvind-skolerne.

Erfaringerne fra busrejsen kom til at danne baggrund for Den Rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium, som han stiftede i 1970 og 1971.

Det var i årene lige efter den kinesiske kulturrevolution. Maos lille røde var bestseller, og Amdi hentede heri inspiration om revolutionen, der begynder i landområderne og vokser sig så stærk, at den rykker ind i byerne.

Som Jes Fabricius Møller skriver i sin bog om Tvind og Amdi, "På Sejrens Vej":

»Ved udgangen af de glade tressere havde Amdi Petersen set, hvordan han i kraft af sin personlighed kunne sætte ting i gang, som ingen havde prøvet før, skaffe sig støtte, nærmest disciple. Han kunne styre en forsamling og om nødvendigt nedgøre en modstander, ydmyge ham fuldstændigt. En anden side af denne meget stærke egenskab er, at folk i hans omgangskreds enten var inde eller ude.«

Ny samfundsorden

Amdis egne udtalelser fra dengang er ikke til at tage fejl af. Han taler om "det døende kapitalistiske samfunds menneskeopfattelse og det gryende socialistiske samfunds meneskeliggørelsesprocesser."

Og da den første Tvind-efterskole oprettes i 1974, skriver han, at "målet med skolens, skolernes arbejde er altså at uddanne mennesker, der vil være i stand til at deltage i opfyldelsen af vor generations store historiske opgave: Forberedelsen af og gennemførelsen af en samfundsomvæltning, der repræsenterer begyndelsen til et samfund, hvor arbejderklassen og dens allierede udstikker retningslinierne for produktion og kultur."

Skole på skole bliver rejst i Tvind-imperiet op igennem 1970'erne og 1980'erne, og Amdis magt og kontrol med skolerne bliver styrket.

Det særlige Tvind-system, hvor lærerne ikke får løn, men giver alle deres penge i en fælleskasse, giver Amdi mulighed for at råde over meget store beløb til køb af nye skoler og andre bygninger i Danmark. I udlandet køber han plantager, fabrikker, villaer, lejligheder; alene i Brasilien ejer Tvind et jordareal på størrelse med Lolland.

Lærergruppen på Tvind vokser støt, for Amdis udstråling virker nærmest som en magnet på unge idealister, der bliver betaget af den veltalende, højt begavede og entusiastiske leder af Tvind.

En af de tidligere lærere fra Lærergruppen siger om Amdi Petersen:

»Han er begavet på så mange planer. Og så er han kolossalt iagttagende hele tiden. Man kan mærke, at der er magt bag det, han siger. Andre lader sig styre, fordi man kan se, at manden styrer. Det er ikke bare rå magt, men også det karismatiske - han er særdeles charmerende. Man bliver fascineret af, hvor dygtig han er. Ikke kun til økonomi og andre konkrete forhold. Han er også meget musisk.«

»Hans intelligens opererer på mange planer. Han har indsigt i en masse områder i livet. Men vi kan se, at det, han har skrevet til os igennem årene, har han læst i bøger om pædagogik og psykologi.

Amdi og kvinderne

Amdi var især populær blandt kvinderne på Tvind. En af dem, der var tæt på ham, indtil hun gik ud i 1984, siger:

»Amdi valgte dem. Det er ikke kvinder, der har valgt ham, det er ham, der har valgt dem. Jeg har ikke været kæreste med ham i den forstand, fordi jeg har været i seng med ham et par gange. Det har han garanteret været med afsindig mange af de kvinder, der har været på Tvind. Det var jo også en måde at knytte nogle tættere bånd på. Det er egentlig meget specielt. Men det virker ikke så specielt, når man er inde i det. Han kan være charmerende, enormt sjov, sætte liv i en hel forsamling, så alle ligger ned af grin. Samtidig kan han være den der stærke personlighed, som man bare følger,« siger hun og fortsætter.

»Jeg forstår dog slet ikke mændene på Tvind. Det er helt ufatteligt, at de har fundet sig i Amdis behandling af dem. De er blevet behandlet så frygtelig dårligt. Amdi skældte dem hæder og ære fra i al offentlighed, og de fik så mange hug, at det er helt horribelt. Jeg tænker mest på Poul Jørgensen, Tvinds officielle talsmand, som hele tiden har skullet ind og forhandle alt muligt igennem med ministerier og lignende, og som Amdi så rakkede fuldstændigt ned, sådan så man dårligt kan forestille sig det. Det er underligt, at mændene kan bevare deres selvrespekt."

Fantastiske planer

En af mændene fra Tvind, som rejste for tre år siden beskriver Amdis styrke ved at gengive et typisk møde i Lærergruppen, hvor Amdi er til stede.

"Pludselig går der en stille rislen gennem forsamlingen.

Amdi er ankommet.

Alle hundrede lytter til det, han siger, når han hæver stemmen lidt.

Man ved nemlig, at det er uhørt at fortsætte sin samtale, hvis han pludselig kommer med et vittigt indfald eller med et angreb på en person.

Og så sidder man til mødet, hvor han fremlægger sine fantastiske planer.

Alt har han opfundet. Det var i sin tid Tvindkraft, bilen "Dråben", Tvinds vacuumtoiletsystem, skoleformer, computersystemer, containerindsamling, landsbyer i Afrika og så videre.

Alt tager han æren for, og man forstår, alle som en, at man her har at gøre med en totalt unik person.

Han er den, der har kontakterne, også til alle ens tidligere kammerater, som nu er "blevet omfordelt" til Rusland, Kina, Afrika. Han har den totale magt over ens sociale liv, og man forstår, at man selv blot er en lille brik, og at det man selv tænker er ret underordnet. Han beretter om Lærergruppens overlegenhed i alle forhold. Han beretter om, at der nu i verden er 250.000 mennesker, som er i direkte afhængighed af Lærergruppen i deres daglige liv. Han beretter om de 25.000 mennesker, der går på Tvinds skoler i Danmark og i udlandet.

Sejr, sejr, sejr. Overalt. Han ved alt. Han har magten over pengene. Han gør, hvad der passer ham. Han er charmerende. Han er grusom.

Amdi kommer frem med dagens clou: Hunde til alle. Dyre hunde, racehunde, små hunde. Fantastisk! Morsomt. Der klappes. Jeg og alle andre ved, at man i fremtiden vil komme til at se hunde på alle skolerne og stederne. Amdi har endnu en gang hjulpet os - med at dække vores behov for et normalt liv med børn eller familie, vores kærlighedsbehov. Ja, hvorfor kan man ikke nøjes med en hund.«

Frem til slutningen af 1970'erne får Tvind god omtale i pressen. Men da nogle elever på skolerne og seminariet begynder at klage over disciplinen, økonomisk udnyttelse, ulykker med ældgamle busser og snabler i de offentlige kasser.

Aviser forbudt

I 1978 dekreterer Amdi, at Lærergruppen ikke må holde aviser med ordene:

"Aviser og journalister har ikke noget ordentligt mål. De laver aviser for at tjene penge, og alt det lort de skriver skal ikke få lov at gribe ind i vores liv. Vi vil ikke generes af de undermålere,"

Pressen fortsætter med at skrive kritiske beretninger fra afhoppede lærere og elever. Og i 1979 sker det:

Amdi går under jorden. I juni fratræder Amdi stillingen som forstander for Det Nødvendige Seminarium, og siden har ingen uden for Tvind set ham.

Sikkerhedsforanstaltningerne omkring ham er omfattende:

Han har en lang række skjulesteder verden over. Hans foretrukne, pent-houselejligheden i Miami og farmen i Zimbabwe, er blot nogle af dem. Tvind har boliger i London, på Cayman Island, i Brasilien, på Jersey og mange flere steder.

Bag tonede ruder

Når Amdi er hjemme i Danmark, kører han i kortege med tre Mercedes'er med tonede ruder.

Ofte kører en kassevogn forrest, så den kan spærre vejen, hvis der opstår problemer. Amdi lander typisk i en tysk eller hollandsk lufthavn, kører ind over den danske grænse og ind bag den sorte jernlåge til den hundebevogtede adresse Plagborgvej 13 i Grindsted - det luksuriøst indrettede danske hovedkvarter for Tvind-toppen.

Inden vigtige møder i Lærergruppen sætter Amdi en af de gamle Tvind-folk, Joop Nagel, til at undersøge lokalet for aflytningsudstyr. De papirer, der uddeles på mødet, er nummererede, og alle ark indsamles efter mødet for at blive makuleret eller brændt.

Det er forbudt at fotografere ved møderne.

Og Amdi sendte på et tidspunkt alle medlemmer af Lærergruppen hjem til deres familier med besked om at hente fotos af sig selv og brænde billederne.

Ved flere lejligheder har Amdi sat de mest betroede medlemmer til at gå nattevagt, når han har overnattet sammen med Lærergruppen på en af skolerne i Danmark.

Alle i Lærergruppen har hørt historien om, at Amdi engang var ved at blive skudt i et vejkryds nær Viborg, så alle ved, at hans sikkerhed er i fare.

På Amdis opholdssted på tropeøen Cayman Island fik han ingeniører til at sprænge klipper væk, så han kunne få sin egen badestrand og dermed undgå at blive set på den offentlige badestrand.

Amdi sørger for, at al kommunikation mellem medlemmerne af Lærergruppen foregår krypteret for at forhindre myndighederne i at opsnappe informationer om økonomiske transaktioner i Tvind-imperiet.

I dag står Amdi stærkt.

Hans besiddelser og økonomiske engagementer er enorme.

Alene UFF-forretninger, hvor han tjener penge på brugt tøj, opererer i mindst 25 lande. Tvinds ejendomsbesiddelser strækker sig fra skoler i Danmark, plantager i Brasilien, kontorer i Wall Street distriktet i New York til hovedkvarteret i Zimbabwe, som ifølge Amdi skulle bygges så stort, at det kunne ses fra en rumfærge med det blotte øje.

I Zimbabwe mødes Amdi jævnligt med landets diktator, Robert Mugabe, og på Wall Street er lederen af USA-kontoret, Michael Norling, i gang med at forsøge at få bevilget midler fra FN.

Urørlige Amdi

Tvind-imperiet vokser. Kun han selv og de nærmeste medlemmer af Lærergruppen ved i realiteten, hvor stort det er.

Ifølge tidligere medlemmer af Lærergruppen føler Amdi så overlegen i forhold til alle andre, at han urørlig.

Ikke mindst hans sejr over de danske myndigheder i 1999, da Højesteret underkendte Folketingets lov om at lukke Tvind-skoler, har styrket ham.

Han omtaler embedsmænd som amatører og politikere som nogle, der er lette at narre. Over for Lærergruppen ynder han at fortælle, hvordan han har udtænkt planer, der snyder staten og sikrer, at pengene bliver i Tvind.

Således hoverede han over for Lærergruppen, da han dannede en ny fond. Det skete i 1986, da Folketinget gjorde det ulovligt for Lærergruppens medlemmer at overføre deres lønninger til Tvind-fonden "Fonden til Almene Formål", hvorfra pengene gik tilbage til Tvind selv, fordi fonden måtte yde støtte til lige netop skoleformål.

Navneskift i fond

Folketinget ændrede loven, så der kun måtte ydes støtte og trækkes penge fra, hvis pengene gik til ''humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet," som det hed i lovteksten.

»Og hvad tror I så, at vores nye fond kommer til at hedde?« spurgte Amdi Petersen den forsamlede Lærergruppe.

Og ifølge afhoppede lærere svarede han selv med et grin:

»Den kommer til at hedde ''Fonden til støtte for humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet'' selvfølgelig.«

Præcis de samme ord som Folketingets.

Men det er denne fond, politiet i Danmark nu undersøger. De mener at kunne bevise, at en række Tvind-folk, blandt andet Mogens Amdi Petersen, har gjort sig skyldig i skattesvindel og mandat-svig. Straffen er fængsel i op til fem år.

Foreløbig fortsætter Amdi - uanfægtet af sagen mod fonden - med at udbygge sit imperium.

Penge, penge, penge

Men hvad er det egentlig for et imperium, han bygger? Og til hvilket formål?

Den unge kvinde, som Amdi tog med sig i soveværelset, men som senere forlod Tvind, sidder og undrer sig over ham.

»Oprindelig var Amdis og vores fælles mål en revolution. Han havde oven i købet sat datoen. I 2007. Vi kæmpede sammen for, at der ikke skulle være nogen klassedeling i samfundet. Men Tvind er jo netop selv blevet et klassesamfund. Nu gælder det tilsyneladende bare om at tjene penge, tjene penge og tjene penge. Det er svært at se, hvor ideologien blev af.

Det er udelukkende Amdi, der har bestemt. Det bliver man måske tosset i hovedet af. Det har man jo set før i historien - at magten korrumperer."

Kilder tæt på Lærergruppen fortæller, at Amdi og hans nærmeste overvejer en plan om at dele verden mellem sig.

Eliten skal bestå af omkring 20-25 topmedlemmer, som skal fordele Tvinds fabrikker, plantager, skoler og andre aktiviteter i forskellige verdensdele imellem sig.

Spørg i Miami

Tvind har lagt ulandshjælp bag sig.

Nu er Amdis vision: Vækst og vækst og vækst.

For Amdi eksisterer ordet ulandshjælp ikke længere, siger kilderne.

Men om der så er noget højere mål for væksten - det være sig politisk, økonomisk eller andet - det ved kun én person:

Manden i Miami.