Hver fjerde lastbil kører ulovligt eller med fejl

Op mod hver fjerde af de lastbiler, som kører på de danske motor- og landeveje, er fyldt med fejl. Eller også overtræder chauffører og vognmænd reglerne om for eksempel køre- og hviletid, skriver Politiken søndag.

Ofte er ulovlighederne til stor fare for både chaufførerne selv og for de øvrige trafikanter.

Rigspolitichefens færdselspoliti gennemførte torsdag 11. oktober en landsdækkende kontrol af de såkaldte tunge køretøjer - det vil især sige lastbiler og påhængsvogne. 1.750 køretøjer blev tjekket, og politiet valgte at skrive 406 rapporter.

15 var så farlige, at politiet valgte at fjerne nummerpladerne. 17 blev indkaldt til syn, og 127 fik køreforbud. 47 lastbilchauffører havde overtrådt reglerne om køre- og hviletid. Dertil kommer, at 20 kørte for stærkt.

Michael Svane, direktør for Dansk Transport og Logistik, der organiserer hovedparten af de danske vognmænd, vil gerne have politiet til at undersøge, om det især er de danske eller udenlandske vognmænd, som overtræder reglerne. Samtidig kræver han selvjustits.

- Der er ikke tvivl om, at der er nogle, der tager chancen. Det hænger sammen med den økonomiske situation. Samtidig er der nogle vognmænd, der synes, at det er en sport at holde sig på den forkerte side af stregen«, siger han.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen