Fortsæt til indhold
Indland

Kronologi: Flyulykker og mindre uheld i SAS' historie

Nedenfor følger en kronologisk gennemgang af store ulykker og hændelser med SAS-fly. Selskabet SAS blev stiftet i 1946 som et konsortium af Det Danske Luftfartsselskab (DDL), Det Norske Luftfartsselskab (DNL) og det svenske selskab SILA. Kronologien bygger på oplysninger fra SAS, Aviation Safety Network, internationale nyhedsbureauer og Ritzau:

  • 8. oktober 2001: Kort efter start fra lufthavnen Linate i Milano rammer SK 686 - et MD-87-fly med 104 passagerer og 6 besætningsmedlemmer - et lille tysk Cessna-fly med 4 personer. Begge fly styrter ned og samtlige ombordværende samt muligvis personer i den bygning, det store fly rammer, bliver dræbt. Der var tæt tåge i lufthavnen, da ulykken skete.
  • 3. november 1993: Brand i den bagerste del af kabinen i en MD-80'er i Københavns Lufthavn kvæster en person alvorligt.
Otte blev alvorligt kvæstet, da et SAS-fly styrtede ned nord for Arlanda i 1991. Arkivfoto: AP
  • 27. december 1991: SK 751 på vej fra Arlanda til Warszawa via København med 123 passagerer og seks besætningsmedlemmer nødlander nord for Arlanda ved Gottröra. Flyet brækker i tre stykker. Otte bliver alvorligt kvæstet og flere andre får lettere kvæstelser.
  • 26. december 1991: Netop som en DC-9'er er lettet fra Arlanda ved Stockholm med kurs mod Göteborg opdager piloten, at maskinens næsehjul er punkteret. Han returnerer til Arlanda og nødlander uden problemer.
  • 12. juni 1990: En DC-10'er på vej fra Bangkok til København med 213 passagerer nødlander i Vanda-lufthavnen i Finland på grund af en fejl i den ene motor.
  • 21. februar 1990: En DC 921 med 42 passagerer på ruten Sturup-London via Århus må straks efter afgang fra Sturup Lufthavn i Skåne vende om, da der bliver konstateret røg i maskinens aircondition-anlæg.
  • 2. februar 1989: DC-9'eren "Ragnvald Viking" med 103 passagerer og fem besætningsmedlemmer på vej fra Oslo til Tromsø i Nordnorge må nødlande i Værnes ved Trondheim, efter at der er opstået brand i cockpittet. Ved nødlandingen punkterer to hjul, og de ombordværende må evakueres ad slidsker. Ingen kommer noget til.
  • 25. april 1987: Formentlig uden at ane det er 89 passagerer i et morgenfly fra København til Aalborg ude for en hasarderet landing. DC-9-flyet kommer så skævt ned på landingsbanen i Aalborg, at det yderste af højre vinge og flaps rammer jorden og bliver beskadiget.
  • 19. oktober 1986: Fire japanske passagerer må på hospitalet, efter at et SAS-fly af typen DC-9 med i alt 102 passagerer og seks besætningsmedlemmer under en nødlanding i Københavns Lufthavn i Kastrup skrider af banen og knækker næsehjulet. Nødlandingen skyldes, at kaptajnen umiddelbart efter at være lettet med kurs mod Amsterdam opdagede, at flyets sideror ikke fungerede.
  • 2. juni 1986: En DC-8'er er tæt ved at kollidere med en britisk Boeing 747 i luften sydøst for Island. De to fly bliver af kontroltårnet i Reykjavik fejlagtigt dirigeret ind på samme kurs, men undgår ved et utroligt held at kollidere. SAS-flyet var med 186 passagerer på vej fra Sdr. Strømfjord til København.
  • 20. juli 1985: Et fuldt lastet DC-10 passagerfly på vej til Bangkok må returnere til København, efter at jordpersonellet kort efter flyets start opdager, at der midt på startbanen lå en slidbane, som havde revet sig løs fra et af flyets 16 hjul.
  • 6. september 1985: En Boeing 747 med 327 passagerer om bord må dumpe 193.000 liter brændstof over Kattegat og returnere til Københavns Lufthavn i Kastrup, da en af de fire motorer sætter ud kort efter starten.
  • 28. februar 1984: Otte bliver lettere kvæstet, da en DC-10'er med 177 mennesker om bord efter landing i J.F. Kennedy-lufthavnen i New York glider ud over landingsbanen og lander med næsen i et sumpområde. Der sker store skader på flyet, og motorer og elektronisk udstyr bliver yderligere ødelagt af flere dages ophold i saltvand. En amerikansk havarikommission fastslog senere, at piloterne under indflyvningen ikke aflæste hastigheden korrekt, at de ikke traf den rigtige beslutning om at afbryde landingen, og at de fæstede for stor lid til et angiveligt fejlagtigt automatisk system.
  • 22. februar 1984: En DC-9'er med 116 passagerer og fem besætningsmedlemmer er tæt på at havarere under indflyvning til Tirstrup Lufthavn. Havarikommissionen fastslår senere, at flyets 59-årige kaptajn ved starten fra Kastrup ikke havde læst meldingen om, at afstandsmåleren i Tirstrup var ude af funktion. Derfor satte han indflyvningen for sent i gang, og så under den videre indflyvning ikke efter indflyvningslysene, men på de almindelige banelys. Kun en snarrådig andenpilot afværgede katastrofen. Da flyets fald pludselig blev øget til 2000 fod i minuttet, og kaptajnen overhører et alarmsignal fra højdemåleren, griber andenpiloten ind. Først i 10-15 meters højde bliver flyet rettet op.
  • 2. februar 1984: To piloter foretager en såkaldt brutal start med et SAS-fragtfly fra Arlanda-lufthavnen ved Stockholm. Piloterne svinger ud på startbanen, før de skal, og har derfor kun mellem 1300 og 1400 meter at starte på. Kun med nød og næppe når maskinen op over en række træer og bygninger.
  • 24. marts 1983: Seks passagerer må indlægges til behandling for chok, efter at motoren i et DC-10-fly eksploderede umiddelbart efter start fra København med kurs mod Chicago. Under den efterfølgende nødlanding udbryder der brand i bremsesystemet, og samtlige 146 ombordværende bliver evakueret gennem nødudgangene. Årsagen til motorhavariet er, at en flok måger kom ind i motorens lameller.
  • 15. januar 1983: En DC-9 på vej til København må kort efter starten fra Aalborg vende om, efter at der var konstateret en fejl ved næsehjulet. Ingen af de 120 ombordværende kommer noget til.
  • 18. april 1975: Netop som DC-9-flyet "Agne Viking" skal slippe jorden i Københavns Lufthavn i Kastrup punkterer flyets højre hjul. Kaptajnen får flyet standset kort før enden af startbanen. Alle ombordværende slap uskadte.
  • 25. januar 1974: En Sud Aviation Caravelle blev ifølge Aviation Safety Network skadet så meget, at flyet ikke kunne repareres.
  • 30. januar 1973: En McDonnell Douglas DC-9-21 afbrød starten efter en fejlagtig advarsel (stall warning). Flyet fortsatte ud på isdækket vand og sank ud for Fornebu lufthavn i Oslo, men ingen af de i alt 33 om bord kom til skade.
  • 19. april 1970: Efter 50 meters rul på startbanen i Fuimicino eksploderede en motor i en DC-8'er, og motorstykker rev hul i flyets centertank, hvorefter udstrømmende brændstof brød i brand. 12 af de 65 om bord kom alvorligt til skade.
Flyulykken ved Los Angeles i 1969 kostede 15 mennesker livet. Arkivfoto: AP
  • 13. januar 1969: 15 mennesker omkommer, da DC-8-flyet "Sverre Viking" med i alt 45 mennesker om bord styrter i havet ud for Los Angeles. En amerikansk havarikommission fastslår senere, at "den formentlige årsag til styrtet var en mangelfuld koordination mandskabet imellem og en utilstrækkelig kontrol af flyets position under den kritiske fase af instrumentflyvningen".
  • 19. januar 1960: 42 omkommer, da et SAS-fly styrter ned uden for Ankara i Tyrkiet. Indtil 8. oktober 2001 den hidtil alvorligste ulykke i SAS' historie.
  • Februar 1949: 23 spanske turister og fem danske besætningsmedlemmer omkommer, da "Thorlak Viking" styrter i vandet i Øresund efter start fra Københavns Lufthavn i Kastrup med kurs mod Spanien.
  • 7. april 1948: Et Douglas DC-6-fly med i alt 32 om bord kolliderer i Storbritannien med et fly fra det britiske luftvåben. Begge fly styrtede ned og i alt 39 mennesker omkom.

/ritzau/