Fortsæt til indhold
Indland

50 afhørt om drabsforsøg på nazist

Politiet har afhørt omkring 50 vidner, efter at en gruppe mænd lørdag eftermiddag forsøgte at dræbe en nazist på åben gade i København. Men et døgn efter forbrydelsen havde man endnu ikke foretaget anholdelser.

Den 30-årige Thomas Derry Nakaba havde netop været inde for at træne med vægte på et fitnesscenter i Matthæusgade på Vesterbro, da en lille gruppe angribere gik løs på ham. Den 30-årige blev slået, sparket og stukket med kniv. Overfaldsmændene brugte også en gaspistol.

- De har ventet på, at han kom ud. Jeg tror, at det var planlagt, siger vicekriminalkommissær Jesper Simonsen i Københavns Politi.

Forsøget på at dræbe Nakaba foregik på fortovet, mens mange var ude for at handle. Men vidnernes udsagn var forskellige. Nogle nævnte op til syv overfaldsmænd, mens andre sagde tre. Et vidne hørte, at der blev råbt "nazisvin". Men præcist hvilket miljø angriberne skal søges i, ved politiet tilsyneladende ikke noget om.

- Nogle har beskrevet dem som autonome typer med hængerøvs-comboybukser. Andre siger, at de lignede bodybuilder-typer, siger vicekriminalkommissær Jesper Simonsen.

Et vidne har fortalt politiet, at et par af overfaldsmændene var iført mørkt træningstøj med lyse striber.

- Vi ved ikke, om det var en gruppe autonome, eller om det var hans personlige uvenner. Alt er muligt. Men der er ingen tvivl om, at det var planlagt, siger vicekriminalkommissæren.

Søndag havde politiet hverken fundet kniven eller gaspistolen, som angriberne benyttede sig af.

Offeret for volden mistede meget blod og var i livsfare. Ved en operation på Rigshospitalet måtte lægerne fjerne den ene nyre. Politiet håbede senere søndag at kunne afhøre ham.

- Nu håber jeg på, at han kan hjælpe os, og at han er interesseret i det, siger vicekriminalkommissær Jesper Simonsen.

Thomas Derry Nakaba var på udgang fra Statsfængslet i Vridsløselille, hvor han afsoner en dom på otte års fængsel for at have fremstillet tre brevbomber. De blev i januar 1997 forsøgt afsendt fra et posthus i Skåne, og målet var modtagere i England: En kvindelig tv-stjerne, der er gift med en sort mand, en anti-racistisk gruppe samt en rivaliserende gruppe inden for en voldelig engelsk nazi-bevægelse. Men politiet nåede dog at opsnappe forsendelserne.

Ved anholdelsen i Nivå skød og sårede Thomas Nakaba i øvrigt en politimand. Under retssagen forklarede han skuddet med, at han troede, det var "de røde", som forsøgte at trænge ind i lejligheden for at skade ham og hans familie.

Da han afsende brevbomberne, havde han tæt forbindelse til den voldelige nazigruppe Combat 18 efter at have brudt med Danmarks National-Socialistiske Bevægelse (DNSB).

/ritzau/