JP-interview: Minister så længe det varer

Udnævnelsen af Danmarks ny udviklingsminister, den 37-årige Anita Bay Bundegaard, har ikke ligefrem vakt udelt begejstring ned gennem Det Radikale Venstres rækker.

Men på den anden side er enighed jo heller ikke ligefrem det, der kendetegner det lille midterparti for tiden.

Hos de radikale er der stadig mange, som mener, at det var urimeligt af partileder Marianne Jelved at udpege sin tidligere sekretær til en ministerpost. Særligt når man tager i betragtning, at Anita Bay Bundegaard de seneste år har ofret alt sin energi - ikke på hårdt politisk benarbejde - men på jobbet som debatredaktør på det københavnske dagblad Politiken.

Samtidig har flere offentligt udtalt kritik over, at Marianne Jelved har solgt partiet alt for billigt i forbindelse med regeringsrokaden. At ofre den tunge post som udenrigsminister til fordel for et kirkeministerium og ministeriet for bistand til de varme lande, er ganske enkelt dårligt politisk håndværk, lyder vurderingen af partilederens indsats.

Afslappet

Selv synes Anita Bay Bundegaard - en høj og elegant kvinde på hvem en tropehjelm med garanti vil se pænere ud end på Jan Trøjborg - dog at tage den høje radikale søgang forholdsvist afslappet.

Fra sin politiske fortid har ikke glemt den første regel, man altid skal huske på hver gang, en anden politiker åbne munden:

Hvad er hans egentlige dagsorden. Er det fordi, han selv ville have haft jobbet eller mente, nogen andre burde have fået det. Og som hendes egen mand så udiplomatisk bemærkede til TV ved hendes tiltrædelse som udviklingsminister, så »lad os nu se, hvor længe regeringen holder«. Det faldt ikke i god jord, de rigtige steder, kan man tydeligt se på Anita Bay Bundegaards ansigtsudtryk.

»Nå, men han sagde vel bare det, alle tænkte,« supplerer hun.

Én ting, som Anita Bay Bundegaard ikke forstår, er, hvordan nogen kan udlægge det som at sælge sig selv for billigt at få udviklingsministerposten. Det er hende en gåde, hvorfor den rangerer så lavt i det politiske hierarki. Med en bevilling på næsten 13 milliarder kr. i år hører Danida - som Udenrigsministeriets sydgruppe forkortes - til de ministerier, der råder over flest penge.

Afrika er langt væk

»Dybest set handler det vel om, at det foregår uden for Danmarks grænser, og at mange almindelige mennesker derfor ikke kan mobilisere den store interesse. Afrika er langt væk. Det er nemmere for folk at engagere sig i et brækket ben, og hvordan sygehusvæsenet behandler det,« siger Anita Bay Bundegaard.

Siden 1985, hvor Folketinget besluttede, at Danmark hvert år skal bruge en procent af bruttonationalindkomsten på bistand til udviklingslandene, har der egentlig ikke været den store folkelige debat om dansk ulandsbistand. I dag er nærmest alle med interesser i udlandsbistanden på Danidas lønningsliste; lige fra de store rådgivende ingeniørfirmaer til de frivillige NGO-foretagender. Kun få har med andre ord en interesse i at stille kritiske spørgsmål til det eksisterende system.

På det seneste er der dog begyndt at ske noget, idet de borgerlige partier ser ulandshjælpens mange milliarder som et oplagt sted at skære for at få penge til et skattestop eller ligefrem skattelettelser.

Regnskabsteknik

Forleden kunne Jyllands-Posten beskrive, hvordan en regnskabsteknisk omlægning af det danske nationalregnskab med et slag har forøget ulandsbistanden med knap 400 millioner kr. i år og næsten 800 millioner kr. til næste år. Altså ikke fordi Danida konkret står og mangler penge, men alene på grund af ren teknik: En procent er en procent.

»Automatikken i vores ulandshjælp er ekstrem vigtig. For hvis vi ikke havde den, ville området være det første, som altid blev beskåret. Vi ser det allerede nu. De borgerlige ønsker at finde penge til skattelettelser; aha, lad os skære i ulandshjælpen. Så pakkes det ganske vist ind i argumenter som, at vi ikke skal give penge til lande som ikke overholder menneskerettigheder eller fører krig. Men de borgerlige tør ikke stå ved deres egen kynisme: At de ønsker at tage penge fra mennesker, som intet har og give dem til et dansk skattestop«.

Med sådan et politisk korrekt argument er der vel nærmest aldrig nogen, som kan tillade sig at stille kritiske spørgsmål til dansk udviklingshjælp?

»Det er helt berettiget, at man forholder sig kritisk til, hvordan pengene bruges. Men forskellen er, at der nu også sættes spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet skal bruge pengene.«

»Måske skal der langt flere penge til. Jeg får hele tiden spørgsmålet, hvorfor Danmark skal have så høj en bistand, når andre lande forholdsvist bruger mindre og samtidig skærer ned. Det svarer lidt til argumentet over for ens mor - "hvorfor må jeg ikke, når de andre må". Det er fordi, de andre lande tager fejl,« siger Anita Bay Bundegaard.

Spørgsmålet er imidlertid, om ulandsbistanden overhovedet hjælper. I sommer skrev seniorforsker ved Center for udviklingsstudier, dr. scient. pol. Gorm Rye Olsen en opsigtsvækkende kronik, der nærmest stemplede hjælpen til Afrika som virkningsløs. Verdensbanken er gået endnu videre ved at fastslå, at flere hundrede milliarder dollars i bistand har haft en negativ effekt.

Er der overhovedet nogen holdepunkter for, at det afrikanske kontinents tilstand er blevet bedre af årtiers udviklingsbistand?

»Det er et absurd spørgsmål. For det er klart, at hvis et dansk projekt giver børn mad i munden, en uddannelse eller forhindrer, at de bliver syge, så slår det ikke ud på de økonomiske nøgletal. Men det kan ikke tages som udtryk for, at dansk ulandsbistand har spillet fallit.«

Anita Bay Bundegaard mener, at Danmark bør fortsætte med give ulandsbistand til afrikanske stater som Zimbabwe og Uganda til trods for, at de ikke har nogen respekt for menneskerettigheder, udøver vold, myrder hvide farmere og er dybt involveret i krigen i Congo, der senest har ført til præsident Laurent Kabilas død.

»Hvis vi skal forlange, at der er stabilitet, menneskerettigheder, ingen krige og demokratiske forhold, så kan jeg ikke se, hvor vi skal bruge vores bistandspenge. Udgangspunktet må være, at vi er der, fordi der er problemer. Samtidig er det ikke gratis at trække sig ud af et land. Det er meget dyrt. Vi har store projekter i gang, som vi har brugt mange penge på at starte.«

HIV-problemer

Danmark har neddroslet aktiviteterne i Zimbabwe, hvor præsident Robert Mugabe direkte har opfordret den sorte befolkning til at gå til angreb på hvidere farmere. Alligevel synes Anita Bay Bundegaard ikke tiden er inde til helt at forlade landet:

»Robert Mugabe er 77 år. Hvor længe holder han? Vi kan se, at uanset om hans efterfølger bliver en fra hans eget parti eller fra oppositionen, så fører det næsten med sikkerhed til forbedringer. Om to år kan Zimbabwe set helt anderledes ud, og så kan vi starte forfra.«

Danmarks fortsatte engagement består blandt andet i at få udarbejdet en national AIDS-bekæmpelsesplan. I dag skønnes 30 procent af Zimbabwes voksne befolkning at være HIV-smittet:

»AIDS-problemerne i Afrika er så store, at de næsten ikke er til at fatte. Ikke alene forårsager sygdommen menneskelige katastrofer. Den ødelægger også samfundet, fordi de mennesker, som skal opbygge det, ganske simpelt dør. Vi skal støtte arbejdet med at få udviklet en vaccine og hjælpe til, at mødre i det mindste ikke smitter deres børn. Det bliver en af de største prioriteter fra min side,« siger Anita Bay Bundegaard, der endnu ikke har besluttet sig for, om hun stiller op ved næste folketingsvalg.

Men foreløbig sidder hun altså som udviklingsminister - så længe det varer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen