Bander bag stigning i grov vold

Trusler, afstraffelser, hævnaktioner og voldelig inkasso. Metoderne i de kriminelle miljøer bliver grovere og grovere og bærer indirekte skylden for, at volden i samfundet er stigende, mener flere eksperter.

Ifølge nye tal fra Rigspolitiet blev 2000 et kedeligt rekordår, når det drejer sig om anmeldelser af vold. 1205 anmeldelser af grov vold blev det til mod 1074 året før. Derudover modtog politiet 8516 anmeldelser af vold efter den mildere paragraf sidste år - en stigning på 649 anmeldelser i forhold til 1999.

»Den mest nærliggende forklaring er, at volden i forskellige former for bandemiljøer er ekskaleret. Hævnaktioner, afstraffelsesaktioner og grov inkasso griber mere og mere om sig. Generelt er de grove metoder blevet værre i bandemiljøerne. Det ser vi flere og flere eksempler på,« siger formanden for landets politimestre, Jørgen Ilum fra Esbjerg.

Professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, Flemming Balvig er enig.

»Gennemsnitsdanskeren risiko for at blive udsat for vold er ikke steget, men i visse kriminelle miljøer er der sket en optrapning af den grove vold. Bandemiljøerne bliver mere og mere forhærdede og brutale,« siger Flemming Balvig.

Han peger på, at der i øjeblikket sker en stærk polarisering af de unge. Flere undersøgelser af ungdomskriminalitet viser, at en stigende andel af de unge tager kraftig afstand fra kriminalitet, og at de aldrig kunne finde på at begå vold.

Politiets anmeldelsesstatistik viser også, at antallet af røverier er i voldsom vækst. 13 procent steg anmeldelsesantallet med fra 1999 til 2000.

Også dette skyldes forhærdelsen i kriminelle miljøer, mener Jørgen Ilum.

»Røverier er en enkel og hurtig måde at skaffe sig penge på. Vi oplever gang på gang sager, hvori narkomaner og andre småkriminelle bliver tvunget til at begå røverier for at komme ud af en knibe og af med deres gæld. Så står de andre henne om hjørnet og tager imod pengene. Denne type grove inkassometoder er i klar vækst,« siger han.

Formanden for landsforeningen Hjælp Voldsofre Henning Nyhuus peger på, at netop vold i disse miljøer meget ofte ikke bliver anmeldt.

»Der ligger langt større voldssager i disse miljøer, som aldrig bliver anmeldt, for anmeldelser udløser bare endnu mere vold og afstraffelse.«

Til gengæld er antallet af blufærdighedskrænkelser dalet drastisk fra 1788 anmeldelser til1584.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen