Sundhed ved frugt overdrevet

"Spis 600 gram frugt og grønt hver dag", lyder anbefalingen i Fødevaredirektoratets seneste kampagne for få danskere til at spise sundere.

Det har været fremme, at de antioxidanter, som findes i frugt og grønt, kan forebygge kræft og hjerte-karsygdomme.

Men forskere bag kampagnen tvivler på, om den teori holder. Og måske er for store doser af antioxidanter endda skadelige.

»Nogle forskere og helsekostbranchen har været for tidligt ude i denne sag, for vi ved strengt taget ikke, hvorfor frugt og grønt er sundt. Og vi ved slet ikke, om antioxidanter er sikre, selvom de er nok så naturlige,« siger Lars Ove Dragsted, sektionsleder i Fødevaredirektoratets Institut for Fødevaresikkerhed.

Han har selv stået i spidsen for et projekt, der peger i den stik modsatte retning af, hvad man hidtil har troet.

Fjenden har gennem en del år været de frie radikaler. De har fået skyld for at medvirke til en række alvorlige sygdomme ved at oxidere - d.v.s. ødelægge - proteiner, fedtstoffer og arveanlæg. De gode har været antioxidanterne, som forhindrede den proces.

I Lars Ove Dragsteds undersøgelser fik en gruppe af personer over nogle uger en kost helt uden frugt og grønt. Forventningen var, at de ødelæggende processer i kroppen ville stige markant.

»Men vi så det stik modsatte, nemlig at de ødelæggende processer faldt. Det betyder, at den forklaring, nogle har villet lægge bag anbefalingen med frugt og grønt, ikke er så enkel, som de har villet gøre den til,« siger Lars Ove Dragsted.

På samme måde har Anette Pedersen, cand.scient. på Forskningsinstitut for Human Ernæring, undersøgt de sundhedsfremmende virkninger af budskabet i "6 om dagen".

Hendes undersøgelser viser, at 600 gram frugt og grønt godt nok sænker mængden af kolesterol i blodet. Til gengæld havde man håbet, at frugt og grønt også ville have en positiv effekt på kroppens evne til at danne og opløse blodpropper. Men den effekt så man ikke.

Anbefaling holder

Lars Ove Dragsted mener dog ikke, at resultatet kan få nogen konsekvenser for myndighedernes kostanbefalinger.

»Vi mener jo fortsat, at befolkningen skal spise frugter og grøntsager, og at de er sunde. Vi ved bare ikke, hvorfor de er det,« tilføjer Lars Ove Dragsted.

Til gengæld mener Lars Ove Dragsted, at resultatet kan få følger for kosttilskud med antioxidanter i doser, som er op til 10 gange højere, end hvad 600 gram grønt giver.

»Måske vi helt har misforstået de oxidative processer i kroppen. Hvad nu, hvis det er vigtigt for kroppen at have de frie radikaler, som vi ellers har opfattet som dårlige,« siger han.

Flere ting tyder på det. For eksempel er de frie radikaler aktive, når kroppen skal bekæmpe infektioner, ligesom de bruges som signalstoffer. Hvis den tese er rigtig, kan antioxidanter i alt for store doser i virkeligheden være farlige.

Arne Astrup, ernæringsprofessor ved Forskningsinstitut for Human Ernæring, har flere eksempler på, at kostanbefalinger bygget på et for tyndt grundlag har forårsaget dødsfald. Blandt andet antioxidanten beta-caroten.

»Vi må regne med, at en del rygere er blevet slået ihjel, fordi beta-caroten er blevet markedsført, som om den kunne forebygge lungekræft,« siger Arne Astrup. Senere undersøgelser har vist, at stoffet faktisk øger risikoen hos rygere for at få lungekræft.

»Det er et problem, at nogle forskere ikke skaffer ordentlig dokumentation, inden man anbefaler et næringsstof,« mener Arne Astrup.

mogens.jepsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen