Danida i gift-klemme
Danida hænger på et stort parti giftaffald i Mozambique. Danske eksperter anbefaler at sprænge giften i luften, selv om følgerne for miljøet er helt uafklarede.
Danske eksperter anbefaler myndighederne i Mozambique at bortskaffe store mængder dødelig og ozon-nedbrydende giftgas ved at grave trykflaskerne ned og sprænge dem i luften - helst på en dag med udsigt til regn.
Giften er blevet en sag for Danida, efter at et Danida-miljøprojekt i Mozambique er kørt skævt. Planen var at indsamle giftaffald i hele landet og brænde det af på en cementfabrik ved hovedstaden Maputo. Men myndighederne sagde stop efter pres fra bl.a. Greenpeace, og nu er giften strandet på forskellige lagre, som Danida har forpligtet sig til at betale tømningen af.
Det meste af giften sendes tilbage til Europa, men 17 tons methyl bromid er så farligt, at det ikke kan sejles væk og derfor må destrueres i det afrikanske land.
Miljøstyrelsen herhjemme betegner forslaget om bortsprængning som »mystisk«. Der er ikke eksempler på, at fremgangsmåden tidligere har været brugt ved bortskaffelse af giftgassen methyl bromid. Stoffet anvendes til skadedyrsbekæmpelse og har været totalt forbudt i Danmark siden 1998.
Anbefalingen af at sprænge giften i luften er indeholdt i en Danida-betalt ekspertrapport fra Kommunekemi, som konstaterer, at underjordisk bortsprængning »synes at være« den næstbedste metode til bortskaffelse af giftgasserne. Det bedste vil ifølge Kommunekemi være at finde en aftager i landbruget, men det er ikke lykkedes.
Aldrig prøvet før
Kommunekemi henviser til retningslinier fra Forsvarets Ammunitionsarsenal, hvor chefen, Søren Hansen, imidlertid understreger, at Forsvaret aldrig har prøvet at bortsprænge trykflasker med methyl bromid og derfor ikke kender miljørisikoen ved det.
Projektleder Søren Vindfeld Nielsen, Kommunekemi, er ansvarlig for anbefalingerne, men heller ikke han har fundet tidligere eksempler på bortsprængning af flasker med det farlige stof. Anbefalingen bygger alene på en teoretisk vurdering af, at giften vil blive nedbrudt af de høje temperaturer ved eksplosionen.
Risikoen for forurening reduceres, hvis sprængningen foretages i regntiden, konkluderer eksperterne, som også anbefaler en sikkerhedsafstand på over 2,5 kilometer.