Forsvaret tager stilling til syndrom midt på måneden
Forsvarets Sundhedstjeneste vil efter et møde i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles midt på måneden tage stilling til, hvordan man vil reagere på meldingerne om et alarmerende antal tilfælde at leukæmi (blodkræft) blandt soldater, der har gjort NATO-tjeneste i Bosnien og Kosovo.
I Italien er otte soldater døde af leukæmi - syv af dem gjorde tjeneste i Bosnien - mens fem er blevet ramt af sygdommen i Belgien. Det såkaldte depleterede uran, som danner pansergennembrydende urankapper på amerikanske granater og projektiler, blev senest brugt under Kosovo-krigen og er under stigende mistanke for at have fremkaldt sygdommene.
Forsvaret tvivlende
- Vi stiller os tvivlende overfor, om det virkelig kan være rigtigt, at det depleterede uran er årsagen til sygdommene, men vi er nødt til at tage det alvorligt, når der opstår så mange tilfælde som i Italien, siger chefen for Forsvarets Sundhedstjeneste, generallæge Hans-Michael Jelsdorf, der godt kan forstå, hvis folk, som har været på Balkan, er opskræmte.
I alt afskød amerikanske A-10-kampfly ifølge NATO's oplysninger 31.000 uranprojektiler under Kosovo-krigen i 1999 og 10.000 i Bosnien 1994 og 1995.
Henter oplysninger i udlandet
Hans-Michael Jelsdorf oplyser, at Sundhedstjenesten i disse dage er i gang med af indsamle oplysninger fra andre NATO-lande - især Italien, Spanien, Holland og Belgien - og fra forskellige danske eksperter.
- Indtil nu har vi kun vores informationer via pressen. Nu arbejder vi på at fremskaffe konkrete lægelige detaljer, siger generallægen.
Mandag den 15. januar mødes cheferne for sundhedstjenesterne i alle NATO-landene i Bruxelles, og erfaringerne herfra kommer til at danne grundlag for den danske beslutning.
Stor undersøgelse
Foreløbig har Spanien besluttet sig for en intensiv helbredsundersøgelse af 32.000 soldater, der har været på Balkan, mens de belgiske myndigheder er ved at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse, som omfatter 12.000 mand.
Forsvarets Sundhedstjeneste har fredag oprettet en døgnbemandet lægefaglig telefonvagt, der kan besvare spørgsmål fra tidligere udsendte og deres pårørende. Telefonvagten har nummer 39 77 12 00.
Forsvarskommandoens hjemmeside vil desuden indeholde opdateret information om sagen.
/ritzau/