Nazister tiltales for videotrusler

To nazister bliver nu tiltalt for at have truet andre på livet. Det oplyser statsadvokat Erik Merlung til Ritzau.

Truslerne blev fremsat på en video, "Kriegsberichter IV", hvor fire danske antinazister blev karrikeret og likvideret med nakkeskud. Videoen kom frem i 1998, og lige siden har sagen været behandlet hos politi og anklagemyndighed.

De to personer vil blive tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 266. Sagen skal køre ved Københavns Byret, mens anklageren vil komme fra Statsadvokaturen for Sjælland.

De to nazister, der bliver tiltalt, er angiveligt hhv. en svensker samt en herboende udlænding.

De fire antinazister, der blev truet på videoen, er Erik Jensen fra venstrefløjsforlaget Demos, Anders Lange fra Antiracistisk Netværk, Poul Møller fra Komitéen Flygtninge under Jorden samt skribent Peter Tudvad.

Kriegsberichter-videoerne er en hel serie, som er blevet udgivet af naziselskaber som NS 88. Udgivelse af videoer samt musik med racistiske tekster er en vigtig indtjeningsmulighed for nazisterne, der samarbejder på tværs af de nordiske lande. Produkterne sælges per postordre kloden rundt.

Erik Merlung lægger heller ikke skjul på, at den langstrakte sag om videotruslerne har været svær at kortlægge. Men anklagemyndigheden mener altså nu at have valgt de personer ud, som kan gøres ansvarlige for at udgive videoen.

Statsadvokaten har tidligere afvist, at der kunne rejses tiltale herhjemme i forbindelse med Kriegsberichter-videoen. I stedet måtte det være op til de svenske myndigheder at føre en sag, da mange af sporene endte i Sverige.

Men statsadvokatens vurdering blev underkendt af Rigsadvokaten, landets øverste anklager, der i marts 1999 pålagde Merlung at vurdere sagen igen. I august samme år fik statsadvokaten så direkte besked fra Rigsadvokaten om at der skulle rejses tiltale.

Oprindeligt var tre personer inde i efterforskningen. Men Erik Merlung oplyser, at man har valgt ikke at rejse tiltale mod tredjemanden. Det sker efter at man har gransket dommen fra den svenske tingret i Helsingborg. Tre nazister, en dansk-tysker samt to svenskere, var sidste år tiltalt for at overtræde den svenske racismelovgivning ved at have solgt nazistiske videoer og cd'ere til sympatisører over hele kloden.

De blev alle tre frifundet, da sagen faldt på en forældelsesbestemmelse. Retten mente dog, at to af de tiltalte havde distribueret den nazistiske propaganda via både video og cd, mens den tredje anklagede alene havde stået for at sprede nazirocken på cd'skiverne.

Derfor mener Statsadvokaten for Sjælland ikke, at den tredje mand i komplekset kan tiltales i Danmark.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skulle rejses tiltale i Danmark eller ej, var på et tidspunkt sat i bero netop for at vente på udfaldet af den svenske sag. Advokaten for de fire, der blev truet på videoen, Niels Forsby, har da også flere gange været i haserne på anklagemyndigheden for at fremskynde sagen.

- Jeg noterer med tilfredshed, at der rejses tiltale. Men jeg er da forundret over, at det har taget så lang tid, før der blev truffet en beslutning fra statsadvokatens side, siger han.

Anklagemyndigheden har haft flere lignende anmeldelser til vurdering gennem flere år. Det drejer sig blandt andet om to anmeldelser fra danske antinazister, der mener, at nazisterne har overtrådt racismelovgivningen. Det skulle være sket i flere omgange - dels med videofilmen "Kriegsberichter II", hvor en karrikeret jøde henrettes med et skud i panden, dels ved at distribuere en racistisk CD med titlen "Barbecue in Rostock".

De to anmeldelser, der blev indgivet i 1997, er der endnu ikke truffet en afgørelse om.

- Man kan selvfølgeligt frygte, at det fortsat vil tage lang tid. Men omvendt håber jeg da, at man nu har fået åbnet op for sagerne og tager fat på dem, siger Niels Forsby til Ritzau

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen