200 familiesammenføringer afvist på grund af boligforhold

Den omstridte stramning af udlændingeloven, som betyder, at man skal råde over en bolig af passende størrelse for at kunne opnå familiesammenføring, har betydet, at cirka 200 personer har fået afslag, siden loven trådte i kraft den 3. juni 2000.

Det oplyser indenrigsminister Karen Jespersen (S), der konstaterer, at loven fungerer efter hensigten:

- Det viser, at mange ikke har haft en selvstændig bolig, når de har søgt om familiesammenføring. Problemet har tidligere været, at de familiesammenførte flyttede ind hos familien og boede flere generationer i samme lejlighed. Det modvirker integrationen, og det overordnede formål med indførelsen af boligkravet var netop at forbedre grundlaget for udlændinges integration i det danske samfund, siger Karen Jespersen.

I alt har Udlændingestyrelsen siden sommer truffet afgørelse om cirka 3000 personer, der ønskede familiesammenføring. Af dem blev 650 personer afvist og heraf altså 200 personer, fordi boligen ikke var stor nok. Lovstramningen betyder, at der højst må bo to personer i hvert rum.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen